Natten til tirsdag afspærrede 55 christianitter alle indgange til Pusher Street på Christiania med tre containere og 15 betonklodser.
Og her var formålet ikke til at tage fejl af: De ville sende et signal om, at de kriminelle grupperinger i området er uønskede.
Tirsdagens aktion skriver sig ind i en række af opråb og løsningsforslag.
Men christianitterne skal ikke forvente en løsning på de udfordringer, som de oplever med kriminelle grupperinger og tiltagende vold.
Sådan lyder det fra Kim Møller, der er kriminolog ved Malmø Universitet.
- Det er en klassisk problemstilling i illegale markeder, som reelt ikke kan løses.
- Det kan nemlig ikke lade sig gøre at have et undertrykt marked og et fredeligt marked på samme tid. Det er altså modstridende hensyn, der skal tages højde for, og derfor kan man højst opnå en balance mellem disse hensyn, siger han til TV 2 Kosmopol.
Christianitternes afspærringer fik dog også kun lov til at stå i lidt over en håndfuld timer, indtil maskeklædte personer sent tirsdag formiddag skubbede betonafspærringen væk for at genåbne gaden.
Salget kan flytte væk fra Pusher Street
Over årene har christianitterne peget fingre ad politikerne og politiet for ikke at kunne finde en løsning, ligesom politikerne har peget fingre ad christianitterne og hashkøberne i den modsatte retning.
Tilbage i juni i år mødtes repræsentanter fra Fonden Christiania med flere myndigheder i et håb om at kunne samarbejde om at løse den stigende forråelse i fristaden.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Men det har ikke stoppet udviklingen de senere år, hvor flere kriminelle grupperinger har sat sig endnu mere på markedet i fristaden.
Fordi de sidder så tungt på markedet, kan politiet ikke bare lukke Pusher Street for bestandigt, ifølge kriminologen.
- Politiet har arresteret rigtig mange folk gennem de sidste 20 år, men de kriminelle grupperinger lykkes med at finde nogle tiltagende desperate typer til at stå at sælge for dem, så det er ikke bare noget, man lige gør.
Det ulovlige hashmarked vil nemlig poppe op, det øjeblik politiet ikke er talrigt til stede.
- Og hvis politiet så alligevel skulle stille med mange betjente på Pusher Street over lang tid - som de har gjort før - så bliver gaden kun lukket midlertidigt, for hashsalget vil bare flytte sig til andre steder og vende tilbage, når politiet er væk igen, siger Kim Møller.
Dertil kommer, at Pusher Street er kendt i Skandinavien og i Nordeuropa som et sted, hvor man nemt kan komme i besiddelse af hash. Det gør ifølge Kim Møller, at det svært at sætte effektivt ind over for.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)