Emilie laver civil ulydighed: Alt i mig siger, jeg skal lade være

21-årige Emilie Pedersen bryder sig ikke om at bryde loven, når hun sammen med Extinction Rebellion kæmper for klimaet. Men hun gør det alligevel.

Kalenderen siger fredag den 13. maj, og Emilie Pedersen er på vej til en demonstration i forbindelse med et forberedende COP 27-møde. Her vil hun og en række andre medlemmer fra gruppen Extinction Rebellion blokere en vej, så mødets deltagere bliver tvunget til at stige ud af bilerne og møde folkemængden.

quote Jeg gør det kun, fordi jeg ser det som den bedste løsning - selvom alt i mig siger, jeg skal lade være

Emilie Pedersen

- Når jeg skal til aktioner som denne, så er det ikke en rar følelse. Jeg bliver meget nervøs, jeg har sovet få timer i nat, og jeg synes bestemt ikke, at det er rart at skulle sætte sig i vejen. Jeg gør det kun, fordi jeg ser det som den bedste løsning - selvom alt i mig siger, jeg skal lade være med at gøre det, fortæller hun.

Men hvad Emilie Pedersen endnu ikke ved denne fredag er, at hun om et par timer vil blive taget med til Bellahøj sigtet for overtrædelse af straffeloven. Og selvom hun havde haft den viden på forhånd, havde det højst sandsynligt ikke fået hende til at vende om:

- Jeg reflekterer altid helt vildt meget over, om aktivismen giver mening. Det er også derfor, det har været en læringskurve og en proces at nå til civil ulydighed. Men jeg tror på, at det er en af de ting, der skal til, fortæller Emilie Pedersen. Hun har også har gjort sig mange tanker om det, at kunne få en plet på straffeattesten:

- Jeg er også kommet frem til, efter to år hvor jeg har tænkt enormt meget over det med straffeattesten, at hvis jeg skulle få en plet, så er det okay. Jeg vil hellere kunne gøre det her, fordi jeg synes, det er så vigtigt, uddyber hun og pointerer, at de i gruppen har et stærkt juridisk hold bag sig.

Vil kunne se sig selv i øjnene i fremtiden

Emilie Pedersens kamp taler ind i en ny tendens, hvor unge har lyst til at være sammen om en sag, der er større end dem selv. Det vurderer sociolog Jonas Lieberkind, der som lektor på Aarhus Universitet blandt andet har forsket i unges forhold til politik:

- Det, der er interessant ved de unge i dag, det er, at de er bekymret for den verden, de er i. De har ikke et egentlig alternativ til de institutioner, som vi er vidne til eller den samfundsorden, der er, men de vil løse nogle problemer, som udspringer af de bekymringer, fortæller Lieberkind. 

Ifølge ham, vil vi formentlig se mere af denne type politisk engagement i fremtiden:

Emilies kamp for klimaet startede i Hillerød i gymnasietiden, hvor hun blev medlem af organisationen Grøn Fløj, og deltog i flere “happenings” og skole-strejker. Nu har hun været medlem af gruppen Extinction Rebellion, der er kendt for at udøve civil ulydighed, i halvandet år:

- Min personlige motivation for at kæmpe for klimaet er i høj grad den uretfærdighed, der ligger bag, at vi har klimaforandringerne nu, og at det bliver værre, hvis det fortsætter, som det er nu. Jeg tror, jeg vil have svært ved at se mig selv i øjnene om 10 år, hvis jeg ikke havde prøvet at gøre noget. Hun uddyber:

quote Jeg tror, jeg vil have svært ved at se mig selv i øjnene om 10 år, hvis jeg ikke havde prøvet at gøre noget

Emilie Pedersen

- Når jeg demonstrerer, så håber jeg bare, at der bliver gjort noget. Det er ikke mig, der skal give svaret på, hvad der skal gøres. Der er folk, der er meget klogere og ved meget mere end mig, der kan svare på det. Jeg ved bare, at der skal gøres en del mere, end der bliver gjort nu, og det er min rolle i det, siger hun.

Og Emilie er ikke alene, ifølge Jonas Lieberkind er unges kamp ikke bare en forbigående tendens.

- Jeg tror, vi skal vænne os til, at de her former for aktivisme, som i høj grad handler om at formidle andre typer problemstillinger og “speede” processer op, bliver den del af den politiske kamp, lyder det.

I Søndagsmagasinet "Aktivist" kan du følge Emilies kamp for klimaet:

Tusindvis af unge har kastet sig ind i kampen for køn og klima. Søndagsmagasinet følger to unge aktivister, for at undersøge, hvad der driver dem.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik