En astronaut, en hjerneforsker og en TV-vært skal samle midler til flytning af kendt museum

Danmarks Tekniske Museum har planer om at skifte tilværelsen i Helsingør ud med Svanemølleværket i Nordhavn.

Hvis alt går efter planen, rykker Danmarks Tekniske Museum fra deres nuværende lokaler i Helsingør til Nordhavn i løbet af 2026.

Det er ikke en helt billig løsning, da Svanemølleværket, der skal rammen om museet, kræver en del transformation, ligesom selve flytningen også er en bekostelig affære.

Alt i alt vurderes prisen for flytningen af være i omegnen af 800 millioner kroner, oplyser museumsdirektør Jens Refslund Christensen til TV 2 Lorry.

For at finde midler til at finansiere projektet har man indledt et samarbejde med en række såkaldte ambassadører, der tæller en del navne, som er kendt i den brede offentlighed.

Det er blandt andre den administrerede direktør i Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, Radio- og TV-vært Felix Smith, TV-vært Mille Gori, som du måske kender under Ramasjang-navnet "Motor-Mille", hjerneforsker Peter Lund Madsen, Venstrepolitikeren Tommy Ahlers og ikke mindst den danske astronaut Andreas Mogensen.

Formålet med ambassadørerne er at sikre opbakning til og finansiering af museet.

- Vi har brug for stærke stemmer, der kan se nødvendigheden i at lave et nyt museum. Vi arbejder på at fundraise midlerne til at istandsætte bygningen, og her spiller de en vigtig rolle, siger Jens Refslund Christensen til TV 2 Lorry.

quote Danmarks Tekniske Museum er det perfekte eksempel på, hvad der i min barndom fik mig til at drømme om at blive astronaut.

Andreas Mogensen, Astronaut ESA

Håber på hjælp fra politikere og fonde

Museumsdirektøren fortæller, at drømmen om at realisere flytningen afhænger af, om der bliver rejst nok midler. Og det kræver, at politikerne og diverse fonde er lydhøre:

- Jeg drømmer om, at politikerne kan se muligheden i at bruge Svanemølleværket til at sætte Danmark på verdenskortet som et ikon for den grønne omstilling. Vi vil gerne transformere det tekniske museum til at være et moderne samtidsmuseum. De her ambassadører skal være med til at understøtte den historie, siger han.

Hvor mange af skatteborgernes penge, der går til flytningen, afhænger af støtten fra diverse fonde, og de er sammen med en række politikere, virksomheder og uddannelses- og kulturinstitutioner inviteret til dialog.

Derudover er der også planer for, hvordan man selv kan være med til at finansiere flytningen, men det ønsker museumsdirektøren endnu ikke at løfte sløret for.

Et af de velkendte navne, der støtter op om flytningen, er den danske astronaut Andreas Mogensen, som håber, at den nye placering kan være med til at inspirere endnu flere mennesker, som han selv blev det, da han var knægt.

- Danmarks Tekniske Museum er det perfekte eksempel på, hvad der i min barndom fik mig til at drømme om at blive astronaut. Jeg blev inspireret til at vælge en naturvidenskabelig og teknisk uddannelse, og en karriere først som ingeniør og sidenhen astronaut. Derfor er det naturligt for mig at indgå i ambassadørkorpset for det nye tekniske museum, i håbet om at endnu flere kan blive inspireret og fascineret på samme måde, siger han i en pressemeddelelse fra Danmarks Tekniske Museum.

quote Vi bruger det nuværende museum som laboratorie til at teste vores nye idéer i mindre skala.

Jens Refslund Christensen, museumsdirektør for Danmarks Tekniske Museum

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

Mere end et museum

Tranformationen af museet er ikke kun fysisk. Målet er, at museet udover at kigge bagud i tiden, også skal se på, hvordan vi løser fremtidens udfordringer.

- De problemer og udfordringer, vi står i i dag, skal løses med et eller andet teknologisk afsæt. Og jeg synes, det er spændende at være med til at skabe en ny udgave af et teknisk museum, der kan tage fat i de her væsentlige spørgsmål, som vi beskæftiger os med.

Selvom flytningen først er planlagt til at finde sted i 2026, så vil tranformationen ske løbende.

- Det er en stor opgave og et langsigtet projekt at flytte museet. Vi bruger det nuværende museum som laboratorie til at teste vores nye idéer i mindre skala, fortæller Jens Refslund Christensen.

Svanemølleværket fungerer i dag som et kraftvarmeværk, der producerer fjernvarme til cirka 6.000 københavnske husstande. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik