Enhedslisten i nyt udspil: Biler skal have mindre plads på københavnske veje

Enhedslistens Line Barfod præsenterede en ny stor grøn vision for København grundlovsdag.

Bilisterne står tilbage som taberne - til gengæld vil forholdene for cyklister, gående og den offentlige transport blive styrket.

Det er essensen i et nyt trafikudspil fra Enhedslisten i København, der grundlovsdag blev præsenteret af teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL).

Her tegnede partiet en ny, stor grøn version for København, der skal give gående, cyklister og offentlig transport mere plads, mens biltrafikken skal nedprioriteres.

- En overgang var Gammel Torv, Gråbrødre Torv og mange flere store parkeringspladser. Det blev ændret. Ingen ønsker den tid tilbage. Nu skal vi videre med ændringerne fra bilrum til byrum, siger Line Barfod til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen.)

Enhedslistens grønne vision

1. Super-boulevarder, på tværs af byen, der er målrettet kollektiv trafik, cykler og anden nødvendig kørsel, så de grønne løsninger kan komme hurtigt og effektivt rundt.

2. Ingen gennemkørende trafik gennem Indre By. Som bilist skal man kunne komme ind til Indre By fra alle sider, men man skal ikke kunne køre igennem byen. Derved begrænser vi biltrafikken og sikrer, at det kun er dem, der har tunge ærinder, leverer varer eller har et handicap, der kører igennem byen.

3. Adgangsveje til de enkelte bydele. Adgangsveje giver adgang til Københavns bydele, men ikke mulighed for at køre igennem byen, som i dag. Adgangsvejene skal have bedre plads til den kollektive trafik og cykler, og er for eksempel Lyngbyvej, Åboulevarden og Folehaven.

4. Trafik-øer i de enkelte bydele, hvor man kan køre ind og ud ad samme vej, men ikke køre igennem. Logikken i en trafik-ø er, at personer, der går, cykler og kører kollektivt, kan bevæge sig nemt på tværs af trafik-øerne, mens bilerne må køre udenom.

5. Delebiler over hele byen.

Et af forslagene fra Enhedslisten skitserer en sammenhængende grøn ring om indre by - en folkepark, hvor de gamle voldparker, Kastellet, Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken, Tivoli og Christianshavns Vold bindes sammen med nye grønne områder. 

Det skal være slut med gennemkørende trafik, og vejene vil udelukkende kunne benyttes af beboere, handicappede og til varekørsel.

- Når vi skaber grønne byrum og mindsker biltrafikken, bidrager vi samtidig til at mindske klimakrisen. Og kan være med til at inspirere andre byer til at gøre det samme, siger Line Barfod til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Enhedslisten præsenterede "Det Grønne Bælte". Ifølge Enhedslisten vil bæltet samle de omkringliggende
bydele i en folkepark, hvor man med få overgange kan gå hele vejen rundt om København.
Enhedslisten præsenterede "Det Grønne Bælte". Ifølge Enhedslisten vil bæltet samle de omkringliggende bydele i en folkepark, hvor man med få overgange kan gå hele vejen rundt om København.
Foto: PhD: Points of Exchange, Robert Martin og JAJA Architects

Endnu før Enhedslistens forslag når flyvehøjde, bliver det skudt ned af de konservatives gruppeformand, Morten Melchiors (K), der også er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

- Jeg synes, det er en utrolig dårlig ide. Det lyder som en samfundsøkonomisk dårlig idé. I forhold til trængsel så undrer det mig dybt, at Enhedslisten ikke er med på den Østlige omfartsvej, som jo netop vil fjerne trængsel fra byen, siger Morten Melchiors (K).

Ved Enhedslistens grundlovsmøde mandag, der blev præsenteret på hjørnet af Søndre Boulevard og Dybbølsgade i København, er mere asfalt ikke noget, der falder i god jord.

-Nej, vi er ikke tilhængere af Østlig Ringvej, som vil give meget mere trafik i København, siger Line Barfod.

Vil tilgodese mennesker frem for biler

Et andet forslag er etablering af grønne superboulevarder som for eksempel Lyngbyvej, Folehaven og Åboulevarden, der skal lukkes for gennemkørende trafik, og hvor den kollektive trafik og cyklisterne også her i højere grad tilgodeses på bekostning af bilisterne.

- Vi tror på, at grønne super-boulevarder er den demokratiske vej til mere plads til cykler og grøn offentlig transport. Lige nu er København indrettet efter bilerne, men vi mener, at København skal være indrettet efter menneskerne i vores by, da vi ønsker at bruge den fælles plads i byen til mennesker frem for biler, siger Line Barfod og fortsætter:

- København skal være et byrum - ikke et bilrum. Det skal stadig være muligt at køre bil, hvis man ikke kan klare sig uden, men biltrafikken skal prioriteres lavere, siger Line Barfod.

Enhedslisten vil nu ud og diskutere trafikudspillet med københavnerne, så man kan tage deres input med til fremtidens trafik og byplanlægning. Udspillet er et debatoplæg og Enhedslistens vision for fremtidens trafik, men målet med udspillet er at skabe dialog og borgerinddragelse allerede nu.

-Jeg håber, at der på sigt kan samles flertal for det hele, men vi kommer nok til at tage det lidt ad gangen, siger Line Barfod.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik