Oversigt

Seneste nyt

Et år med nyt miljøkrav: Så mange bøder er udskrevet

De sidste knap 12 måneder er der blevet udstedt 9971 bøder for overtrædelse af skærpede miljøzoner i København og på Frederiksberg.

Det oplyser Miljøstyrelsen til Gjensidige.

På landsplan er der udstedt i alt 19.443 bøder, hvilket svarer til 31 millioner kroner.

Tirsdag er det et år siden, at miljøzonerne blev skærpet i netop København og på Frederiksberg samt i Aarhus, Aalborg og Odense. Miljøzoner er områder, hvor dieseldrevne køretøjer ikke må køre, medmindre de har fået monteret et partikelfilter.

Skulle en af de ældre dieselbiler, som er omfattet af kravet og uden et filter, alligevel forvilde sig ind i en miljøzone, får bilisten en bøde på 1500 kroner. For lastbiler og busser er bøden på 12.500 kroner.