Familie holder sønnen hjemme, når der tikker sygemeldinger ind på Aula

Der er store problemer med at rekruttere personale til vitale dele af velfærdssamfundet, erkender børne- og undervisningsministeren.

Det skal være trygt at lade sit barn blive passet i daginstitution, mens man tager på arbejde

Men for Alexander Nepper og hans kone er det helt modsat. De mærker på både sig selv og deres børnehavedreng, at der er for meget pres på i institutionen i Københavns ørestadsområde, siger han.

- Vi har nu valgt hjemme hos os, at min kone arbejder tre dage om ugen. Det har givet os mulighed for at holde børnene hjemme, hvis der har været sygdom i institutionen, og det giver os en ro i maven, siger han.


Alexander Nepper er politisk chef i virksomheden Philip Morris' danske afdeling, og hans kone er læge. Den store udskiftning i personalet og de mange vikarer, som deres dreng møder, har gjort, at parret har besluttet i fællesskab, at hun nu er gået på deltid, siger Alexander Nepper.

Men I har jo stadig et pasningstilbud. Hvorfor kan I ikke bare tage på arbejde?

- For at mine børn kan trives og være rolige, og at vi har det rart med at aflevere dem, har jeg brug for, at de kender de voksne omkring dem og er trygge. Det nytter ikke noget, at der kommer nye vikarer hver måned. Det er ikke okay, at én pædagog med to vikarer passer børnene. Det er ikke bare opbevaring, det skal være et udviklende rum.

Alexander Nepper og hans kone er bekymrede for, om deres søn trives i sin daginstitution. Der er for stor personalemangel, mener de.
Alexander Nepper og hans kone er bekymrede for, om deres søn trives i sin daginstitution. Der er for stor personalemangel, mener de.
Foto: Privatfoto

Stort pres i hele landet

Parret har modtaget beskeder på Aula, hvor der står, at man slår stuer sammen på grund af sygdom blandt pædagogerne og har hentet de vikarer ind, man kan. Og det betyder, at Alexander Nepper ikke ønsker at have sin dreng i institutionen den dag.

- Når jeg får besked på Aula om, at det ikke er de vante voksne, så får jeg ondt i maven som forælder. De har en relation til deres pædagoger og er rigtig glade for dem. Men hvem er det så pludselig, der passer min søn? Er der en til at trøste min dreng, hvis han er ked af det?

Alexander Nepper står ikke alene med følelsen af at have sit barn i en presset daginstitution. TV 2 har tidligere kunnet fortælle, at daginstitutioner i store dele af landet er under voldsomt pres med sygdom og personalemangel. Nogle daginstitutioner opfordrer endda forældrene til at hente tidligt eller holde børnene hjemme.

Københavns Kommune bekræfter over for TV 2, at der også her er pædagogmangel, som påvirker daginstitutionerne.

- 16 procent af alle børn i Danmark bliver jo født i København, så vores behov for pædagoger og pædagogmedhjælpere er enormt, og vores dagtilbud kan helt sikkert godt mærke, at det er blevet sværere at ansætte især uddannede pædagoger, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K).

En forælder fra København fortæller til TV 2, at han er utryg ved at sende sit barn i daginstitution. Hvad tænker du om hans bekymringer?

- Vi ved godt, at de er udfordret derude lige nu med al den sygdom, men at tryghed i dagtilbud er afgørende, og du ved, at de ansatte i de københavnske dagtilbud gør alt, hvad de kan for, at det er trygt for både børn og forældre at komme i vuggestue eller børnehave.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Alexander Nepper mener, at hans og andres skattepenge ikke er brugt godt nok, hvis hans søn ikke kan få et ordentligt pasningstilbud.

- Den tid, vi ikke arbejder, betaler vi jo ikke skat. Men det er et valg, vi har truffet, fordi vi har oplevet stor personaleudskiftning og meget sygdom i vores institution, siger han og fortsætter:

- Hvis der ikke kommer ordentlig bemanding i institutionen, så kan jeg være nødt til at arbejde fire dage om ugen, så vi kan undgå at sende børnene i institution mest muligt. Jeg er utryg ved at sende dem i en institution, hvor jeg ikke oplever en kontinuerlig høj nok bemanding i forhold til de børn, der er. Både på grund af sygdom hos personalet og i forhold til stor personaleudskiftning.


Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i sidste halvår af 2022 var 4240 mislykkedes forsøg på at udfylde pædagogstillinger svarende til hvert tredje job i sektoren.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) erkender de store udfordringer med sygdom og rekruttering. Regeringen ”vil gerne” have uddannet flere pædagoger, siger han.

Hvordan vil du forhindre, at det ikke går ud over andre dele af samfundet, at folk skal passe børn derhjemme?

- Det er derfor, jeg som politiker er meget opmærksom på det her. Hvis folk begynder at gå på deltid eller sige sit job op for at passe sit barn, så rammer det samfundsøkonomien virkelig hårdt. Derfor er det en vigtig prioritet for os, at pasningsgarantien overholdes.

Hvad vil du gøre for at løse de her problemer i daginstitutionerne?

- Vi har store problemer med at rekruttere til nogle helt afgørende vitale dele af vores velfærdssamfund, og vores væsentligste forhindring for at kunne levere kvalitet i dag er ikke altid penge eller viden; det er uddannet personale, der faktisk er i stand til at gøre det, siger Tesfaye.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik