Fire års fængsel til buschauffør for transport af narkopenge

En 43-årig buschauffør hjalp et kriminelt netværk med at transportere 30 millioner kroner til Makedonien.

Som den første i en sag om omfattende indsmugling og handel med kokain er en 43-årig mand i dag idømt fire års ubetinget fængsel for hæleri af særlig grov beskaffenhed ved Københavns Byret.

Manden er dømt for i perioden 2013 til 2019 at have transporteret 30 millioner kroner, som stammede fra handel med kokain, fra Danmark til Nordmakedonien, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge Ritzau foretog den 43-årige pengetransporterne på vegne af et kriminelt netværk via sit tidligere busselskab Alba Turist.

- Vi er meget tilfredse med afgørelsen i dag. Det er en passende straf, som viser, at vi ser med stor alvor på hæleri af denne karakter, siger Sannie Pilebo, senioranklager hos Københavns Politi, i pressemeddelelsen.

Sagen er en del af den såkaldte ”Operation Goldfinger”, men den 43-årige er alene dømt for hæleri og ikke indsmugling og handel med kokain, som resten af sagen handler om.

15 andre tiltalt

15 andre er tiltalt i sagen, som er berammet over 63 retsdage ved Københavns Byret fra den 4. december 2020 til den 9. september 2021. 

Sagen er siden efteråret 2018 efterforsket af SEØ under Københavns Politi i samarbejde med politiet i Sverige, Tyskland, Slovenien, Belgien, Holland, Albanien samt EUROPOL og EUROJUST.

Den 26. juni 2019 slog politiet til og foretog anholdelser – både i Danmark og udlandet.

De 15 øvrige tiltalte i sagen, hvoraf flere er i familie med hinanden, har siddet varetægtsfængslet fra henholdsvis den 26. og 27. juni 2019 og er tiltalt for – i forskellig grad – gennem et organiseret netværk at have deltaget i indsmugling og handel med i alt ni ton kokain fra Holland, Belgien og Tyskland i en periode fra 2012 til sommeren 2019.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik