Flere kvinder vælger håndværkerfag: "Det er også bedre for mændene"

Elektrikeruddannelsen er en af de linjer på erhvervsskolerne i hovedstadsområdet, der oplever en fremgang i antallet af kvinder.

Langt flere kvinder vælger nu en håndværkeruddannelse end tidligere.

For eksempel var der kun 22 kvinder på en elektrikeruddannelse i Region Hovedstaden i 2014. I år er antallet steget til 55. Og det er en stigning på hele 150 procent, oplyser organisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

En af dem, der har valgt at gå den - traditionelt set - mere mandsdominerede vej i arbejdslivet, er Kristjana Sigurdardottir.

Hun har tidligere været illustrator og har arbejdet som kok, men de seneste år har hun været i gang med at uddanne sig til elektriker.

 - Jeg er super glad for, at jeg gjorde det, lyder det fra elektrikerlærlingen.

- Det føles rigtigt for mig nu, og det kunne jeg nærmest mærke helt fra starten, fortsætter hun.

Der er nemlig noget ganske særligt ved livet som håndværker:

- Det er det fysiske arbejde og så selvfølgelig kollegaerne, der er det fedeste, siger Kristjana Sigurdardottir.

Kvinder i flere brancher

Det er altså ikke kun elektrikere, der i fremtiden skal vænne sig til at have flere kvindelige kollegaer.

Også andre håndværksbrancher oplever stor tilgang af kvinder.

quote Jeg føler ikke, jeg får særbehandling.

Kristjana Sigurdardottir, elektrikerlærling

Erhvervsskolerne Tec og Next melder begge om flere kvinder på en række af deres linjer, og på Next har de som noget nyt i år ligefrem fået flere ansøgninger fra kvinder end mænd, der vil starte på snedkeruddannelsen til august. 

Ifølge arbejdsgiverorganisationen Tekniq er det en særdeles positiv nyhed:

- Det giver en anden kultur og en anden adfærd i virksomhederne. Der er mange kunder, som ofte er rigtig glade for kvinder, da de ofte er mere servicemindede. Og det smitter også af på de mandelige kollegaer, lyder det fra Tina Voldby, der er underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne.

Selvom der er flere kvinder, der i disse år viser interesse for håndværker-fag, så er der stadig lang vej til, at der er ligeså mange kvinder som mænd, der vælger at gå den vej i arbejdslivet.

- Når der først er kommet en kvinde ind på en virksomhed, så er det nemmere at få nummer to, tre og fire. Så det handler også om, at virksomhederne nu strammer sig an og fastholder kvinderne i jobbene , siger Tina Voldby.

Ingen særbehandling

Når Kristjana Sigurdardottir møder på arbejde som elektrikerlærling, oplever hun da også, at det at hun er kvinde, kan være en fordel. 

- Det er også bedre for mændene, at der kommer flere kvinder. Det giver noget, siger hun.

Hendes kollega bekræfter.

- Ja, der bliver lidt mere ro i skurvognen, siger Niels Funch, der er serviceelektriker hos Høytrup & Clemmensen.

Men bare fordi hun er kvinde - og i undertal i branchen - så betyder det ikke, at hun bliver behandlet anderledes end de mandelige lærlinge.

- Jeg føler ikke, jeg får særbehandling i hvert fald, siger Kristjana Sigurdardottir, og hendes kollega supplerer:

- Det er der ingen grund til. Det er den samme friske tone, helt sikkert. Det ved Kristjana også godt, lyder det fra kollegaen Niels Funch.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik