Oversigt

Seneste nyt

Flertal: København skal være forsøgsby for afkriminalisering af narkotika

Københavns Kommune vil anmode regeringen om lov til at lave en forsøgsordning med afkriminalisering af narkotika.

Det har et flertal i kommunens socialudvalg onsdag vedtaget. Det oplyser Katrine Kildgaard, der er socialordfører for Radikale Venstre, til TV 2 Kosmopol.

Allerede sidste år stemte et flertalt af Københavns Borgerrepræsentationen for, at kommunen skal være forsøgsby for afkriminalisering af narkotika. 

Siden har Københavns Kommune efterfølgende afholdt et offentligt debatarrangement om afkriminalisering af narkotika, der har været en omfattende dialog med fagfolk og brugerorganisationer og internationale erfaringer er afdækket.

Det er på baggrund af denne viden, at man nu har formuleret anmodningen til regeringen, som blev vedtaget onsdag, forklarer Katrine Kildgaard. 

 - Nu ser jeg frem til en konstruktiv dialog med regeringen om at skabe bedre vilkår og behandlingstilbud for stofbrugere samt styrke forebyggelsen af unges narkotikaforbrug, siger Katrine Kildgaard.

Ifølge Katrine Kildgaard har forsøget med afkriminalisering af narkotika til formål at sikre mere værdighed for stærkt afhængige stofbrugere og styrke forebyggelsen af unges problematiske forbrug af narkotika.

- Nultolerancen over for narkotika har slået fejl, vi har brug for et paradigmeskifte. Afkriminalisering skal sikre, at stofbrugere får den nødvendige hjælp og forebygge, at unge bliver afhængige af stoffer, uddyber hun.