Fodboldklub blev til fredagsbar for kendte: "Du er også velkommen, fordi vi har den flotteste spillertrøje"

Tilskuertallet er højt på det lille Østerbro Stadion. Her møder man blandt andre Flemming Møldrup iført moderigtige strømper med fodboldlogo.

Når fløjten lyder hos Østerbro-divisionsholdet B.93, er det ikke kun fodboldkampen, der starter.

På Østerbro Stadion blæser de nemlig gang i en regulær fodbold-fredagsbar, og du deler sikkert tribunen med personer fra Københavns kulturelite og et par kendisser.

Som du måske allerede har gættet, er en fodboldkamp hos B.93 ikke som mange andre divisions- eller superligaklubber i Danmark.

Øllene er ikke en bajer, men i stedet en såkaldt 'Bajeur'.

Og selv naturvinen har fundet sin plads i hånden på fans af 'byens ægte hold'.

Men hvordan går det til, at et divisionshold, der i flere årtier har haft tilskuerantal på 150 mennesker, pludselig kan fylde hele Østerbro Stadion med 4400 mennesker på en almindelig fredag?

Svaret er formentlig en kombination af kreativitet, kendisfaktor og selvfølgelig; kroner og øre.

"Selvom jeg ønsker, at det går dem godt til kampene, så synes jeg egentlig at stemningen på stadion er lige så vigtig som resultatet", siger livsstilsekspert, forfatter og fan Flemming Møldrup.
"Selvom jeg ønsker, at det går dem godt til kampene, så synes jeg egentlig at stemningen på stadion er lige så vigtig som resultatet", siger livsstilsekspert, forfatter og fan Flemming Møldrup.

Kendte gjorde tøjdesign og bryggeri til en del af klub-DNA

B.93 er en af Københavns ældste fodboldklubber, der med 131 år på bagen blev grundlagt i 1893 på Østerbro Stadion.

Magnus Kraft er journalist på Euroman, og ifølge ham, er det ikke mange år siden, at klubben var tæt på at være 'retningsløs', indtil man i 2021 fik et kontant skub i den rigtige retning.

- '93.Global' gik ind i B.93 og bidragede med en god portion penge til klubben, forklarer han.

quote Stemningen på stadion er lige så vigtig som resultatet

Flemming Møldrup, forfatter og fan

Han tilføjer, at netværket '93.Global' ikke er hvilken som helst invester-gruppe.

’93.Global’ er nemlig et stjernespækket netværk.

Blandt bidragsyderne er skuespilleren Pilou Asbæk, landsholdspilleren Mathias "Zanka" Jørgensen, tøjdesigneren Philip Lotko, som er medstifter af Rains, og erhvervsmanden Daniel Rørbæk, der både er medstifter af reklamebureauet Barkas og drikkevarebrandet Depanneur.

Philip Lotko og Daniel Rørbæk er begge direktører i '93.Global' og bestyrelsesmedlemmer i B.93 i dag.

- Det er folk, som virkelig forstår sig på at skabe kultur og branding, hvilket har været ekstremt gavnligt for klubben, forklarer journalist Magnus Kraft.

'Bajour' er en øl, som er lavet af bryggeriet Deppaneur. I 2020 blev Deppaneur sponsor hos B.93, og i den anledning introducerede man 'Bajeur93', som nu er B.93s helt egen pilsner, skriver Deppaneur.
'Bajour' er en øl, som er lavet af bryggeriet Deppaneur. I 2020 blev Deppaneur sponsor hos B.93, og i den anledning introducerede man 'Bajeur93', som nu er B.93s helt egen pilsner, skriver Deppaneur.
Foto: Jeppe Wermuth, Content Manager B.93

Her behøver du ikke være fodboldfan

B.93’s kommercielle direktør, Mikkel Christopher Jensen, forklarer en del af klubbens tiltrækningskraft ved, at man kombinerer det bedste fra København.

- Vi er formet af alt, hvad København indebærer. For os er det blandt andet kunst, design og sågar gastronomi, som har føltes naturligt at inddrage, siger han.

- B.93 er blevet et sted, hvor du kan være fan, fordi du elsker fodbolden og spillerne. Men du er også velkommen, fordi vi har den flotteste spillertrøje, siger han.

Og det er noget, der blandt andet taler til livsstilsekspert, forfatter og fan af B.93 Flemming Møldrup.

- Jeg har faktisk kun været fan af klubben lidt over et års tid. Men det startede med, at jeg var begyndt at savne en fodboldklub, hvor vi mødtes og havde det hyggeligt og sjovt med hinanden, siger Flemming Møldrup, der ofte ser kampene med venner og familie.

Han savnede en fodboldklub, hvor det handlede mindre om at hade modstanderen.

- B.93 har ramt mig lige i hjertet. Og selv om jeg ønsker, at det går dem godt til kampene, så synes jeg egentlig, at stemningen på stadion er lige så vigtig som resultatet, og vi har virkelig nogle hyggelige oplevelser der, fortæller Flemming Møldrup.

Nicolaj Thomsen er en af B.93s mest fremtrædende spillere. I et interview med Tipsbladet forklarer fodboldspilleren, hvordan han selv har bidraget med flere input til klubbens kreative projekter.
Nicolaj Thomsen er en af B.93s mest fremtrædende spillere. I et interview med Tipsbladet forklarer fodboldspilleren, hvordan han selv har bidraget med flere input til klubbens kreative projekter.
Foto: Narrow Creative

Flyttede kampdage til festdag

Når Flemming Møldrup oplever en særlig stemning på Østerbro Stadion, kan det også være hjulpet på vej af strategiske beslutninger.

Et af de nyere initiativer i klubben har været at rykke kampdagen, så den ikke ligger søndag, hvor mange superligakampe bliver afholdt og sendt i tv’et.

- Fodbold handler i bund og grund også bare om at have det skidesjovt, og vi har i lang tid tænkt, at det er dødssygt, at så mange fodboldkampe bliver afholdt på en søndag. Så tænkte vi, hvad nu hvis vi prøver at lægge kampene fredag kl. 19 i stedet? Så laver vi det da bare lidt til en fredagsbar, forklarer den kommercielle direktør, Mikkel Christopher Jensen.

Spørg Os - Afstemning

_

Det er også en ide, som journalist Magnus Kraft fremhæver som en del af forklaringen på publikumssuccesen:

- Det er blevet det sted, hvor man lige tager aftenens første par øl, inden man ender i byen senere, og så er det for de flestes vedkommende ret ligegyldigt om kampen ender 3-0 eller 0-3, siger han.

- Klubben har også en geografisk overhånd, fordi det selvfølgelig er lettere at lokke hele kultureliten til Østerbro på en fredag aften end for eksempel til Fredericia eller Hillerød.

Det kan kræve økonomiske ofre at være cool

Kigger man på Flemming Møldrups Instagram-profil, kan man se, at han har erklæret sin kærlighed til klubben med et billede af ham selv i et par B.93-sokker og teksten: ”Gad vide, om det er ved at tage overhånd? #b93”

- Det, B.93 har gjort med deres merch, er lidt af en genistreg, synes jeg. Og jeg tror ikke, de store klubber kan gøre det samme, altså bevæge sig så ubesværet ind i moden som B.93 har gjort. De er dygtige, og jeg er fan af det hele, siger han.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Også på Euroman-journalist Magnus Krafts sociale medier, vil man se, at han gerne selv ifører sig B.93’s velkendte og moderigtige fodboldtrøje.

På maven af trøjen står der ’Bajeur', og logoet ser ikke bare godt ud. Det indikerer også, at her er en klub, der har en lokal og hip sponsor på maven.

Og det er vigtigt, hvis man skal bevare succesen i mange år fremover, mener Magnus Kraft, som også fremhæver, at det kan komme med nogle økonomiske ofre:

- For hvad sker der, når bet-eksperten eller Arbejdernes Landsbank kommer og tilbyder et beløb, der er langt overstiger, hvad 'Bajeur' kan betale B.93, spørger han.

- Gider den nuværende fanbase af kreative in-typer at gå rundt med trøjer, hvor der står bet-eksperten på? Det kan være den slags dilemmaer, som jeg tror, at B.93 kan komme til at stå over for i fremtiden. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik