Fra Tingbjerg til modeugen: Albert designer tøjet og Intisar syr

To verdener mødes, når Intisar Mohammad fra et designværksted i Tingbjerg tager turen til Indre By for at hjælpe med at sy unikadesign til modeugen.

Opdatering
Denne artikel blev første gang bragt i april måned. Lørdag den 6. maj viser TV 2 Kosmopol sidste afsnit af serien, og derfor kan du læse - eller genlæse - denne artikel, hvor du møder flere personer fra serien.

Der er knap en uge til modeugen i København. Henriette Rolf Larssen, Intisar Mohammad og Naghem Jasim mødes på Nørreport Station og begiver sig op ad Fiolstræde.

De skal ind til modebrandet House Painting Service, hvor Intisar Mohammad skal hjælpe brandets unge designer med at færdiggøre de design, han skal have klar til at vise frem under modeugen. 

Kvinderne kommer fra designværkstedet Igne : Oya - Tekstil i Tingbjerg, hvor en gruppe kvinder mødes hver tirsdag eftermiddag for at strikke, sy og brodere i fællesskab. 

- Naghem, kan du huske, at du engang lærte Albert derinde, hvordan man omsyede skjorter? Det er Sabrina, der har mærket sammen med to meget unge drenge, der laver sådan noget meget moderne, smart hiphop-tøj til unge, siger Henriette Rolf Larssen, designer og daglig leder, Igne : Oya. 

Da Igne : Oya blev grundlagt tilbage i 2018, ville sådan et samarbejde have været svært at forestille sig. 

- I starten der sad en hel masse med grå jakker og tørklæder, og så kan jeg huske, at jeg tænkte; er der nogle inde bag de der jakker? Hvem bor derinde? De var meget ydmyge og sagde ikke ret meget, mindes Henriette Rolf Larssen. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hver tirsdag mødes en gruppe kvinder i Tingbjerg i Designværkstedet Igne : Oya - Tekstil i Tingbjerg. Her samles de om håndarbejde som deres fælles interesse.
Hver tirsdag mødes en gruppe kvinder i Tingbjerg i Designværkstedet Igne : Oya - Tekstil i Tingbjerg. Her samles de om håndarbejde som deres fælles interesse.
Foto: privatfoto
Tråden ud af Tingbjerg Ikonbillede
Serie

Tråden ud af Tingbjerg

Et designværksted i Tingbjerg har formået at samle områdets kvinder om en fælles passion – håndarbejde. Men projektet når langt ud af Tingbjerg, for deres talent for håndarbejde betyder, at de samarbejder med både museer og designere. 

 Se serien her

Albert og Intisar

Men der er sket meget siden da. 

Flere og flere kvinder kommer til, og de holder markeder og laver modeshows i området. Det er blevet et samlingspunkt i Tingbjerg. 

Omkring 200 kvinder kommer i værkstedet. Nogle hver uge, andre sjældnere. 

Nogle af kvinderne er under uddannelse, andre i arbejde, nogle går hjemme. Og de stammer fra mange forskellige lande. Men deres fælles interesse for håndarbejde skaber et stærkt bånd. 

- Det er sådan et tredje sprog, siger daglig leder Henriette Rolf Larssen.

Hun ser, hvordan selvtilliden er vokset gennem fællesskabet, og hun synes, at kvindernes dygtige håndarbejde skal ud i verden. Derfor samarbejder de i dag med både designere som House Painting Service og Proem Parades. De holder kurser i håndarbejde, og deres ting bliver solgt i museumsbutikken på eksempelvis Flugtmuseet i Oksbøl.

- Jeg tror, at nogle af dem kunne blive mikroiværksættere, hvor man ikke lever fuld tid af håndarbejde, men en lille del af en gør det. Og så tror jeg, at man får en kæmpe glæde, og man kan i hvert fald bidrage med lidt i stedet for med ingenting, siger Henriette Rolf Larssen.  

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Igne : Oya - Tekstil i Tingbjerg

Projektet blev startet sammen med Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet og helhedsplanen i Tingbjerg.

Det er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen i en fire-årig periode.

Kvinderne er nået frem til adressen i Indre By. 

- Så er vi kommet ud af Tingbjerg, griner Henriette Rolf Larssen og ringer på døren. 

Indenfor står de tre folk bag House Painting Service klar med krammere. De kender efterhånden kvinderne ret godt. 

Albert Vabeen står for at designet, hvor det unge brand upcycler brugt tøj. Intisar Jasim skal være med til at sy byens ansigter på jakker og give et par jeans nyt look. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Inspirationen til designet er bylivet i København og al den diversitet, der skal være plads til.
Inspirationen til designet er bylivet i København og al den diversitet, der skal være plads til.
Foto: privatfoto

Et projekt, der rykker noget

Der er mange, der følger med i værkstedets udvikling. 

Studerende og undervisere fra Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet er ofte med i deres projekter. Samtidig er der to forskere fra CBS med i styregruppen hos Igne : Oya.  

En af dem er Eva Boxenbaum, der forsker i ildsjælde og institutionelle samfundsændringer. 

For hende er projektet interessant både personligt og fagligt.

- En af de interessante ting i det her er, at der er så mange aktører, som er med i det her projekt, som ikke normalt samarbejder. De kommer fra alle mulige steder, det er en ret heterogen gruppe, som har en fælles interesse omkring det her håndværk. siger Eva Boxenbaum, professor, Institut for Organisation, CBS og fortsætter:

- Det, at de kommer sammen og laver noget sammen, som skal bidrage til at ændre noget i samfundet, det er det, jeg synes, er interessant. 

For når det lykkes for Henriette Rolf Larssen og de andre, der er en del af projektet at skabe et godt miljø, et rart sted at være, og som står for arrangementer for områdets beboere eller får succes med at samarbejde med museer eller designere, så vil flere være med.

- Så tiltrækker det flere, og så er det, der kommer den her effekt af en ildsjæl, der kommer ud mod samfundet, og så kan der komme nogle ændringer.  Og det er jo også det, vi ser her; der kommer nogle ændringer i Tingbjerg, forklarer  Eva Boxenbaum, professor, Institut for Organisation, CBS.

Et samarbejde, der giver mening

Hos House Painting Service i København sidder de side om side og taler om arbejdet. Den unge gymnasielev og designer og den væsentlig ældre Intisar Mohammad. 

- Vi prøver at blande vores to verdener lidt sammen og prøver at se, hvor nogle af jeres metoder fungerer med nogle af vores ting. Det er jeg rigtig, rigtig glad for, siger Albert Vaaben, designer, House Painting Service. 

- Han designer, og jeg syr, griner Intisar Mohammad og fortsætter med at sy på det par bukser, der er i gang med. 

- De spurgte mig; Kan du gøre det? Og jeg tænkte; ok, jeg gør det. Og så giver jeg mig selv den udfordring, og jeg bliver så glad og stolt, når jeg har lavet det færdigt, siger hun, og Albert Vaaben supplerer:

- Så det er godt, at vi begge to kan lære noget af hinanden. 

- Præcis, siger Intisar Mohammad. 

Samarbejdet giver rigtig god mening for begge parter, så det giver noget at investere tid og energi i det. 

- De kunne noget, som vi rigtig gerne vil lære, og vi kan give dem den selvtillid i, at det de kreerer sammen med os, det er noget, der bliver set. Og det er min overbevisning, at alle har brug for at blive set, siger Sabrina Gazier, der er direktør i House Painting Service. 

Her ses holdet bag Housepainting Service samt holdet fra Igne : Oya.
Her ses holdet bag Housepainting Service samt holdet fra Igne : Oya.
Foto: privatfoto
Albert Vaaben er ikke så stærk til at sy, så det er her, Intisar Mohammad kommer ind i billedet for at lære fra sig.
Albert Vaaben er ikke så stærk til at sy, så det er her, Intisar Mohammad kommer ind i billedet for at lære fra sig.
Foto: privatfoto
Intisar Mohammad håber på at samle modet til at sende et af sine hjemmesyede net til Dronningens fødselsdag.
Intisar Mohammad håber på at samle modet til at sende et af sine hjemmesyede net til Dronningens fødselsdag.
Foto: privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik