Patrik Rolf er Danmarks bedste kaffebrygger – han har netop vundet titlen som 'Danish Barista Champion' - en slags kongen af kaffe i Danmark.
- Det er virkelig cool at kunne vise, hvordan vi laver kaffe i Danmark, siger den glade barista, da TV 2 Kosmopol møder ham i hans egen cafe kort efter mesterskabet.
Patrik Rolf har sin egen lille kaffebar - der er kombineret med et showroom - lige der hvor Nørrebro bliver til Østerbro, nemlig April Coffee på Ryesgade. Alt er eget design på nær møblementet som er ikoniske Finn Juhl-møbler.
Kaffeinteressen vokser
Her i caféen får man altså den fineste kaffe - ristet og brygget af mesteren selv. Og kaffe- trenden er stor i øjeblikket.
- Det er nu, vi laver god kaffe. Vi rister lyst. Vi brygger godt. Så kaffen bliver bare bedre og bedre, fortæller Patrik Rolf.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Patrik Rolf kommer fra Gøteborg i Sverige, men flyttede til den danske hovedstad for 10 år siden, fordi København er en genial kaffeby.
- København er jo – når vi taler mad og drikke – bedst i verden. Det er derfor, jeg flyttede hertil og startede April Coffee. Alle her forsøger at blive bedre og bedre, så det er meget inspirerende at være her i byen.
It´s all about coffee
Mælken til kaffen kommer i rigtige glasflasker fra Søtoftes Jordbrug & Gårdmejeri og bliver afleveret hver dag af en mælkemand. Derudover kan man få den lille franske kage cannelés til kaffen - og det er det. For det er kaffen, det handler om. Og det ubetinget vigtigste er råvarerne.
- Hvis man skal lave den bedste kaffe, så må man have de bedste råvarer. Alt handler om bønnerne. Har du gode bønner, bliver det god kaffe. Og i moderne kaffe skal kaffebønnerne være let ristet, så man kan nyde nuancerne.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Patrik skal repræsentere Danmark
Patrik Rolfs næste udfordring er i juni i Athen, hvor verdens bedste barista skal kåres. Til mesterskaberne bruger Patrik Rolf helt speciel kaffe, der knap er til at købe for penge.
Det er en arabica fra Colombia, og et kilo koster næsten 4.000 kroner.
- Det skal være den bedste kaffe, og det skal smage godt. Det skal også være en god præsentation, man skal ligesom vise, at man kan være en god ambassadør for kaffe. Men det handler mest om smag - det skal være super godt. Er det ikke godt, så går det ikke, pointerer Patrik Rolf.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Mere kaffe - mindre mælk
Nu har vi jo haft cappuccino, latte, cortado, flat white, americano - hvad bliver den næste trend, hvis man spørger den nykårede bedste barista?
- For mig er det sort kaffe. Det er der, man kan smage kaffen. Espresso er super cool og er king of coffee. Så jeg tænker: mere sort kaffe og mindre mælk, slutter Patrik Rolf.