Henriette har rejst alene i tre år: ”Min alder gør, at jeg ikke finder mig i så meget shit”

Artiklen blev første gang udgivet i juli 2023. 

- Jeg har nok altid haft lidt mere rejsefeber end de fleste, erkender Henriette Thiim, da TV 2 Kosmopol fanger hende på en netforbindelse et sted nord for Izmir i Tyrkiet.

De seneste tre år har hun kørt gennem 45 lande i Afrika og Mellemøsten på sin højt elskede motorcykel.

Hun har rejst ad øde grusveje i Angola, været fulgt af militæreskorte i Irak og slået sit telt op i de smukkeste bjergområder, hvor turister sjældent kommer.

Men nu – fuldstændig fyldt op af eventyr, landevejsræs og fremmede kulturer – vender hun tilbage til Danmark.

Planen er, at hun kører over Øresundsbroen den 22. juli, hvor hun inviterer venner og følgere af hendes eventyr til at køre med de sidste kilometer på dansk asfalt.

Men hvordan får man lysten og modet til – ene kvinde – at drage ud på den slags eventyr?

- Det sværeste på hele turen er at tage beslutningen. At turde sige sit job op og forlade det hele, det er meget grænseoverskridende, fortæller Henriette.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Som enlig kvinde på to hjul har hun da også vakt opsyn flere steder på sin vej:

- Man får nok lidt positiv særbehandling og bliver inviteret hjem at bo hos mange, man møder. De vil gerne hjælpe og sikre, at jeg ikke kommer noget til i deres land.

Det begyndte med en stressmelding

52-årige Henriette Thiim havde i lang tid drømt om at tage på en større rejse, og var så småt begyndt at spare op til en længere tur. Hun har før kørt på motorcykel fra Alaska til Argentina, og hun drømte om en tur i lignende størrelse.

Men der kom først turbo på rejseplanerne, da hun begyndte at få symptomer på stress.

I 11 år havde hun arbejdet med Ikeas onlineshop på møbelgigantens kundekontor. Et job, hun var glad for, men da stressen ramte, og hun samtidig stod over for sin 50-års fødselsdag, stod det klart: Hun skulle bare afsted, og det kunne kun gå for langsomt.

Hun fik omlagt sine lån, og så var der økonomisk grønt lys for at drøne afsted.

Kursen blev sat mod det afrikanske kontinent.

Hendes Honda SRF 250 L kalder hun selv en ”lille” motorcykel, men det gav mening med de planlagte destinationer, hvor hun vidste, hun kunne blive nødt til at klare mange reparationer selv.

- Det er en meget lille motorcykel, men det skal være simpelt og småt nok til at man selv kan samle det, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Motorcyklen blev pakket med telt, sovepose, lidt tøj, værktøj og kameraer, og så var hun ellers klar.

Men hun blev ramt af en stor udfordring. Den verdensomspændende corona-epidemi gjorde, at hun strandede i Marokko i seks måneder.

- På en måde var det fedt. Det tog ligesom farten ud af turen, fortæller hun.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Høflig, men ikke en pleaser

Da grænserne åbnede igen, tog hun mod Europa. I Rotterdam fik hun bugseret Hondaen på et skib til Sydafrika, og derfra har hun med egne ord ”zigzagget” sig op gennem Afrika, og har blandt andet været i Namibia, Tanzania og Angola.

Da hun kom til Kenya fik hun transporteret motorcyklen til Oman, og påbegyndte her rejsen i Mellemøsten, hvor hun eksempelvis har rundet Qatar, Bahrain, Jordan og Irak.

Hun har overnattet i sit telt eller taget imod husly fra folk, hun har mødt på rejsen.

- Min oplevelse er, at verden er langt bedre end sit rygte. De lande, der er mindst besøgt, er de venligste lande. De steder, hvor man ikke er en potentiel indtægtskilde, møder man folk med nysgerrighed og meget mere lige.

Som ene kvinde i områder, hvor det er en sjældenhed at se en kvinde alene på motorcykel – og særligt en dansk kvinde, har det mest af alt været en positiv oplevelse at rejse alene. Men også lidt intenst til tider:

- Det giver meget opmærksomhed. Men nogle gange også lidt for meget. I Irak blev jeg nærmest kørt af vejen, fordi folk ville tage et billede af mig, fortæller hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Hun oplevede også, at nogle ville belære hende lidt om tingenes tilstand. Eksempelvis ved at fortælle hende, hun parkerede et forkert sted.

I den slags situationer oplevede hun, at særligt alderen gav hende en vis styrke.

- Når folk vil belære mig om, hvad jeg bør gøre, så har jeg efterhånden udviklet et lag teflon. Med alderen er man ikke så pleasende længe. Altså jeg er meget høflig, når jeg møder lokale, men alderen gør, at jeg ikke finder mig i så meget shit, siger den 52-årige motorcyklist.

Alene på en grusvej

Med 45 lande under hjulene og endnu flere møder med lokale, så er der da også lidt, hun savner ved livet hjemme i Danmark. 

De tre år på farten har nemlig været kendetegnet ved mange flygtige bekendtskaber, og hun kan efterhånden godt mærke, hun savner at komme hjem til venner og familie, der kender hende.

- Det er bagsiden af medaljen. Det overfladiske ved, at man connecter med nogen, og så siger farvel tre dage senere. Men det er prisen, man betaler, når man har rejsefeber. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Selvom hun glæder sig til, at den sidste af den tre år lange rejse skal ende i Danmark, så drømmer hun allerede om at tage af sted igen.

- Der skal lige opdateres noget gear og tjenes nogle penge. Men kunne jeg tage af sted allerede i marts igen, så gjorde jeg det, siger hun. 

Henriette Thiims eventyr kan følges på Instagram og Facebook.