Hip restaurant politianmeldt for fjerde gang: Nu svarer ejeren igen

Ejeren mener, at Fødevarestyrelsen er alt for hård.

Fødevarestyrelsen var tidligere på måneden på besøg i Kødbyen på Vesterbo.

Her havde den kinesiske restaurant Magasasa Dim Sum & Cocktails atter gjort sig fortjent til et kontrolbesøg.

Og ligesom ved flere af de forudgående kontrolbesøg viste det sig også denne gang, at der var noget at komme efter.

quote I køkken og bar er der massiv forekomst af bananfluer

Citat fra Fødevarestyrelsens kontrolrapport

Restauranten endte med at få en sur smiley. Men ikke nok med det, så blev den også politianmeldt.

Og det er ikke første gang, det sker.

Ifølge TV 2 Lorrys gennemgang af Fødevarestyrelsens tidligere kontrolrapporter, så har Magasasa Dim Sum & Cocktails fået en sur smiley fem ud af de seneste syv gange, hvor styrelsen har været på besøg.

Fire af gangene er det resulteret i en politianmeldelse, viser optællingen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Magasasa Dim Sum & Cocktails i Kødbyen.
Magasasa Dim Sum & Cocktails i Kødbyen.
Foto: Google maps - Street View

Massiv forekomst af bananfluer

Ved det seneste kontrolbesøg, der fandt sted 16. september, står der følgende i rapporten:

- Det indskærpes, at der skal træffes passende foranstaltninger til bekæmpelse af skadegørere. Følgende er konstateret: Virksomhedens ene vindue i produktionskøkkenet stod åbent under tilsynet. I køkken og bar er der massiv forekomst af bananfluer, står der i rapporten.

Til det svarede medarbejderen, der var på job den pågældende dag, at det vil blive sagt videre til 'chefen', står der i rapporten.

I det hele taget kneb det gevaldigt med vedligeholdelsen, som også ved flere forudgående  kontrolbesøg har været genstand for kritik fra Fødevarestyrelsen.

- Følgende er konstateret: Tætningslister i tre forskellige frysere i produktionslokale, en køleenhed i produktionslokale samt en køleenhed i forkøkken fremstår revnede. Det drejer sig om stort set alle virksomhedens køle/fryseinventar, står der i kontrolrapporten.

Også til dette svarede medarbejderen, der var til stede, at det ville blive sagt videre til 'chefen'.

Udover politianmeldelsen venter der nu også restauranten to gebyrlagte, opfølgende kontroller.

Forrige gang Magasasa Dim Sum & Cocktails fik en sur smiley var den 6. juni. Her blev restauranten pålagt at destruere 15 kilo fersk kylling, som var blevet optøet forkert, så der ifølge Fødevarestyrelsens kontrolrapport kunne "være sket en for opformering af bakterier”.

Dertil blev der også fundet ansamlinger skimmel, snavs, fedt og støv.

quote Vi har styr på det, men nogle af de her fejl er små, og de har ikke tidligere advaret os om, at det var noget, vi skulle vedligeholde

Jasmin Wang, ejer af Magasasa Dim Sum & Cocktails

Ejer: Det er for hårdt

TV 2 Lorry har været i kontakt med Jasmin Wang, der er ejer af Magasasa Dim Sum & Cocktails.

Adspurgt om, hvorfor hendes restaurant nu igen er blevet taget i at overtræde fødevarelovgivningen, svarer hun, at Fødevarestyrelsen efter hendes opfattelse er for hård.

- Det er aldrig de samme fejl, der går igen. Det er ligesom om, de hver gang finder noget nyt. Derfor synes jeg også, det er for hårdt. De burde først give os en advarsel, så vi kan nå at rette op på det, siger hun.

Mange andre restauranter har jo styr på de her ting. Så hvorfor skal I først have en advarsel, før tingene bliver bragt i orden?

- Vi har styr på det, men nogle af de her fejl er små, og de har ikke tidligere advaret os om, at det var noget, vi skulle vedligeholde. Men vi skal selvfølgelig holde den standard, som myndighederne kræver.

- Vi er i fuld gang med at finde et firma, der kan skifte tætningslisterne ud på køleskabene. Og så har vi også givet en advarsel til vores køkkenmedarbejdere om, at de skal huske, at vinduerne i køkkenet altid skal være lukket, så der ikke kommer bananfluer i siruppen fra vores cocktails. Det er vores ansvar, at gæsterne kan spise trygt hos os, lyder det fra Jasmin Wang.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik