Historisk: Socialdemokratiet og SF er ikke med i budgetaftale for København

Enhedslisten indgår sammen med Alternativet og Radikale Venstre samt alle borgerlige partier budgetaftale for Københavns Kommune.


Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et bredt flertal uden om overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og SF i Københavns borgerrepræsentation har indgået en budgetaftale for Københavns Kommune, som gælder for de kommende fire år.

Det oplyser Københavns Kommunes Økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.

Flertallet består af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Alternativet, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

Dermed er hverken SF eller Socialdemokratiet med i budgettet, selvom socialdemokraterne sidder på overborgmesterposten.

Historisk nederlag for S

Det er ifølge flere politiske kommentatorer første gang, at en socialdemokratisk overborgmester i moderne tid i København ikke er med i en budgetaftale.

Det fik torsdag overborgmester Sophie Hæstorp Andersen til at holde et ekstraordinært pressemøde på Københavns Rådhus, hvor hun fortalte, at hun ikke var en del af de afsluttende forhandlinger.

Har du tabt grebet om rådhuset?, spurgte en journalist.

- Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at forhandle en bred aftale, og vi har lavet mange brede aftaler i de otte måneder, jeg har været overborgmester, så det her er ikke et farvel til brede aftaler, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Alligevel mener tidligere Venstre-borgmester i Københavns Kommune og nuværende politisk kommentator Pia Allerslev, at det er et nederlag for overborgmesteren ikke at være en del af budgetaftalen.

- Det er et kæmpe slag for Hæstorp. Det er et udtryk for en svag overborgmester, siger Pia Allerslev til TV 2 Lorry.

-  Hun kunne have valgt en ren rød vej eller et budget med de borgerlige partier og Radikale Venstre. Jeg tror, hun har været i tvivl, og den går altså ikke med andre erfarne politikere, siger Pia Allerslev til TV 2 Lorry.

Magtdemonstration af Enhedslisten

Til gengæld mener den politiske kommentator, at flertallet bag aftalen demonstrerer den magt, som Enhedslisten har i København.

Ved kommunalvalget i november mistede Socialdemokratiet for første gang i mere end 100 år status som det største parti i København og måtte afgive mandater til Enhedslisten.

- Det viser den styrke, som Enhedslisten har i København, og så er det også et udtryk for, at borgmestre som Jens-Kristian Lütken, Line Barfod og Mia Nyegaard gerne vil markere sig. De er ikke bange for at arbejde sammen, siger Pia Allerslev.

Men med Socialdemokratiet og SF vil de altså ikke arbejde sammen, og det får  kommunalekspert og ph.d. i statskundskab Roger Buch til at kalde aftalen for 'ekstremt ydmygende' for den socialdemokratiske overborgmester.

- Det her er et kæmpe for nederlag for Sophie Hæstorp og ret exceptionelt. Det er den største ydmygelse, man kan blive udsat for som borgmester eller overborgmester, siger han til TV 2.

Sjælden situation

Det hører til de absolutte sjældenheder, at kommunale budgetter lægges udenom borgmesteren.

Roger Buch kan kun huske en "håndfuld" gange, hvor det er sket i løbet af de sidste 20 år. Senest skete det faktisk den 5. september i år i Bornholms Kommune, hvor et flertal i kommunalbestyrelsen gik udenom den konservative borgmester Jacob Trøst.

- Det er ekstremt sjældent, at det sker. Der bliver indgået 98 budgetforlig hvert år, så at man kun kan finde en håndfuld eksempler fra de sidste 20 år er uendeligt lidt, fortæller Roger Buch til TV 2.

Budgettet bliver præsenteret klokken 12 ved et doorstep på Københavns Rådhus.




Nyheder

20161130-150128-4-5960x3979ma

Relæ-skaberen Kim Rossen er død: "Havde stor betydning for den danske madscene"

rasmus lindbjerg

Har du hørt om ’brotox’? Skønhedsklinikker går målrettet efter mænd

Det gamle København

Se billederne: Engang var København én stor parkeringsplads

Vis mere
rwtw

Flere etageejendomme evakueret: Røgudvikling kan skyldes kemikalier

20170419-125531-A-1920x1281we

Bip bip bip:
Nu kan en del københavnere blive vækket af larm endnu tidligere

Vis mere