I det brune trafiktårn overvåges julens trafik: Kom med ind i "de hellige haller"

Når du skal ud og køre i juledagene, så er der et stort hold af mennesker, der hjælper dig bedst muligt gennem landet.

I et brunt trafiktårn midt i København bliver julens trafik monitoreret, styret og håndholdt.

Her sidder Banedanmark, Vejdirektoratet og København Kommunes Trafikstyring på hver sin etage og kigger på trafikskærme.

- Vi kalder det de hellige haller, siger Nikolaj Schmidt Sisgaard, der er områdechef i Banedanmark, som holder til på de øverste etager i tårnet.

Tårnet indeholder sårbar infrastruktur fra gulv til loft, og det kan mærkes på sikkerheden. For at komme ind skal man gennem sluser ved alle etagerne. Det får TV 2 Lorry at føle, da vi er på besøg for at høre nærmere om årets juletrafik.

Fra øverste etage styrer Banedanmark hele S-banen.

- Skulle der ske noget, for eksempel at nogle døre bliver blokeret af mange rejsende, så kan trafiklederen hurtigt gribe ind og sørge for, at togene kommer i gang igen.

Nikolaj Schmidt Sisgaard er områdechef i Banedanmark.
Nikolaj Schmidt Sisgaard er områdechef i Banedanmark.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

Ekstra beredskab er klar

En række trafikledere sidder ved hver sin stribe af computere, som hver dækker et stykke af s-togsnettet. Her holder de øje med alle bevægelser på deres del af strækningen.

- Det er simpelthen ved at kigge på billederne, at de får en meddelelse, hvis noget er galt. Eller også kan det være en togfører, som ringer ind til trafiklederen og melder om et problem, forklarer Banedanmarks områdechef, Nikolaj Schmidt Sisgaard.

Banedanmark har også overblikket over togtrafikken i resten af landet, og sammen med DSB har de forberedt sig på, at juletrafikken i år bliver med ekstra mange rejsende.

På nuværende tidspunkt er der allerede solgt 20 procent flere pladsbilletter end i 2019 (før corona). Det bekymrer dog ikke Banedanmark.

- Vi er klar til alle passagererne, og vi har forberedt os godt. Hvis der for eksempel skulle opstå en fejl, så har vi ekstra beredskab derude både før og efter jul, siger Nikolaj Schmidt Sisgaard.

Vejdirektoratet har et godt overblik over de danske statsveje.
Vejdirektoratet har et godt overblik over de danske statsveje.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

Tabte juletræer

På anden sal holder Vejdirektoratet til. Her monitorerer de trafikken på alle statsveje ved hjælp af computere og en lang væg af skærme, som viser billeder af biltrafik.

- Der er lige sket et uheld faktisk, lyder det fra Jakob Riis-Petersen, der er trafikmedarbejder I Vejdirektoratet.

- To biler er kørt sammen på en motorvej på Fyn. Det ser ikke ud til, der er personskade, fortsætter han.

Sådan lyder Vejdirektoratets vurdering af et af dagens sammenstød. Deres opgave er at give et overblik over, hvordan trafikken udvikler sig. Det gør de via hjemmesiden trafikinfo.dk, hvor alle kan holde sig opdateret om eksempelvis uheld og kødannelser.

- Vi griber ind, hvis der hændelser. Det kan være tabte ting og sager, og her i juledagene kan det være juletræer. Vi assisterer beredskabet, hvis der er uheld derude, og så informerer vi trafikanterne, så de er forberedte på at møde de her tabte genstande eller uheld, fortæller Martin Rytoft, der er vagthavende hos Vejdirektoratet.

Martin Rytoft er vagthavende hos Vejdirektoratet.
Martin Rytoft er vagthavende hos Vejdirektoratet.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

Mere tryk på Black Friday

På nederste etage har Københavns Kommunes Trafikstyring fokus på kødannelser.

- Foreløbig er trafikken forløbet roligt, siger Christina Mose, der er enhedschef for Trafik I Københavns Kommune.

- Som julen falder i år, så er det ikke kritisk. Der var for eksempel meget mere tryk på trafikken, da det var Black Friday for en måneds tid siden, uddyber hun.

Men opstår der trængsel omkring de store indkøbscentre eksempelvis, så bruger Københavns Trafikstyring lyssignalerne til at trimme trafikken med.

- Så gør vi det, at vi indstiller vores lyssignaler til at kunne håndtere mere trafik ind og ud af parkeringsanlæggene I indkøbscentrene, siger Christina Mose.

Christina Mose er enhedschef for Trafik I Københavns Kommune. Her bruger man lysreguleringerne til at styre trafikken.
Christina Mose er enhedschef for Trafik I Københavns Kommune. Her bruger man lysreguleringerne til at styre trafikken.
Foto: Lone Silberbrandt/TV 2 Kosmopol

Gode råd til rejsende

Øverst oppe i trafiktårnet hos Banedanmark har S-banens trafikstyrings bagkontor pyntet så meget op til jul, at de er blevet præmieret for det.

Her har områdechefen to gode råd til, hvad der ligner, et rekordhøjt antal togpassagerer hen over julen:

- Det ene er at holde sig løbende orienteret om togdriften. Det kan man gøre på Rejseplanen. Og det andet gode råd er at væbne sig med en lille smule tålmodighed, når der nu er rigtig mange rejsende med toget I de her dage.

Trafikprognosen fra Vejdirektoratet giver et overblik over, hvornår der er mest trafik.
Trafikprognosen fra Vejdirektoratet giver et overblik over, hvornår der er mest trafik.
Foto: Vejdirektoratet grafik

Gode råd til bilisterne

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og sæt ekstra tid af til rejsen.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.

  • Hold godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene og hold god afstand til de forankørende trafikanter.

  • Hav tæpper, noget at drikke og eventuel en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under køreturen.

Læs mere på Trafikinfo.dk




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik