Ikonisk grillbar sat til salg efter 42 år - derfor takker ejerne af

Nu har du mulighed for at overtage Københavns måske mest kendte grillbar.

I omkring 42 år har Isted Grill ligget på Istedgade i København.

Her har de været et fast stop for mange af dem, der lige skal lukke en festlig aften af med lidt autentisk snask på vej hjem.

Og den har høstet positiv omtale - både i danske og internationale medier.

Men snart kan det være slut.

For ægteparret Hr. og Fru Lee har sat Isted Grill på Istedgade til salg, det fremgår af salgsopstillingen på restaurantmælger.dk, skriver mediet migogkbh. 

Overfor TV 2 Lorry bekræfter Lih Chie Lee, bedre kendt bare som Hr. Lee, at man har valgt at sætte stedet til salg. 

- Vi har været her i cirka 42 år. Det er gået godt og fint. Men vi er nået pensionsalderen. Det er, derfor vi stopper, og har valgt at sætte stedet til salg, siger Hr. Lee til TV 2 Lorry.

Hr. og Fru Lee kom til Vesterbro i 1976 og åbnede grillen kort tid efter.

Dengang så Vesterbro nok noget anderledes ud end i dag, men inde i det smalle hvidklinkede rum er der ikke meget, der har ændret sig.

Måske netop derfor har grillen fået ret meget opmærksomhed gennem årene.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Lih Chie Lee er bedre kendt som bare Hr. Lee eller som Flæskestegsministeren. Det er især folk på Vesterbro i København da det er på Istedgade han driver Isted Grill, der er blevet berømt for at servere byens bedste flæskestegssandwich.
Lih Chie Lee er bedre kendt som bare Hr. Lee eller som Flæskestegsministeren. Det er især folk på Vesterbro i København da det er på Istedgade han driver Isted Grill, der er blevet berømt for at servere byens bedste flæskestegssandwich.
Foto: Kenneth Nguyen/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

International anerkendelse 

Madanmelderen Will Coldwell fra The Guardian har kaldt den ’sandsynligvis verdens bedst svinekødssandwich’.

Rapperen Action Bronson har også været forbi med sit madprogram på Vice, ’Fuck That’s Delicious’, hvor han roste flæskestegssandwichen til skyerne.

Hr. Lee fortæller da også, at stedet gennem tiden er blevet udbredt. 

- Det er selvfølgelig noget, jeg er meget stolt af.

- Folk taler med hinanden om stedet. Vi har haft mange danske og udenlandske gæster. Mange kender stedet efterhånden, siger han.

Hos dem, der bor på Vesterbro, har den fået kultstatus.

Tilbage i 2012 – lige omkring der, hvor hipster-bølgen peakede på Vesterbro, blev Hr. Lee's 61-års fødselsdag fejret af omkring 1.000 medlemmer af den kulturelle elite i ironiske t-shirts og fuldskæg.

- Vi samles om noget folkeligt. Det er en modreaktion på alt det der økokost, for det er jo ikke gourmetmad, men bare fucking god grillmad, sagde initiativtageren Ling Ly i den forbindelse til Information

Vil savne stamkunder

I dag er Hr. Lee så fyldt 71 år og er ved at være klar til at takke af.

- Vi elsker vores gæster. Vi har mange stamkunder, så vi har gerne ville være her så længe som muligt. Men nu er det på tide at takke af, siger han og fortæller, at ægteparret glæder sig til at få endnu mere tid til deres familie.

- Vi må finde en anden hobby i stedet for grillbaren. Vi må finde ud af, hvad vi kan finde på. Vi skal nok bruge mere tid på vores børnebørn og mere tid med familien.

Hvis du tør overtage Københavns måske mest kendte grillbar, skal du smide 1,3 millioner kroner. Huslejen ligger på 6.500 om måneden.

Men hvis du ikke ændrer for meget, vil den natlige kødrand af flæskehungrende københavnere nok ikke forsvinde lige med det samme.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik