12 år.
Så længe har John Steen Johansen, som er formand for Beboerforeningen Bellahøj, boet i sin lejlighed i Bellahøjhusene i Nordvest.
Men nu er det slut.
For ifølge boligselskabet, Københavns Almene Boligselskab, så er 10 af de i alt 28 højhuse i fare for sammenstyrtning når det stormer.
Derfor var der mandag udflytningsfrist for beboerne i de tre mest udsatte højhuse.
TV 2 Kosmopol har fulgt den sidste beboer, John Steen Johansen, der mandag, som den sidste af beboerne, blev tvangsflyttet og genhuset.
Det er ikke udsigten, der er et problem
Det er ikke med sin gode vilje, at John Steen Johansen nu forlader sit mangeårige hjem.
For ifølge ham, så har boligselskabet overdrevet sammenstyrtningsfaren.
- Det er sørgeligt. Husene er udmærkede, og jeg tror aldrig, at de har været sammenstyrtningstruede, siger han til TV 2 Kosmopol.
Derfor har han de sidste mange år også kæmpet imod planerne om fraflytning og genhusning for de omkring 150 berørte lejemål.
- Det er ikke udsigten, der er et problem. Det er udsigten til nedrivning, som vi synes er absurd.
Bygningerne lever ikke op til sikkerhedskrav
Der er dog ingen vej udenom en nedrivning, mener boligselskabet KAB.
- Meget detaljerede beregninger, simuleringer, målinger og test har vist, at bygningerne ikke lever op, til hverken de sikkerhedskrav der var i 50´erne da de blev opført, eller dem der er i dag, siger Rasmus Jessing, der er byggedirektør i KAB.
Spørg Os - Afstemning
_
Derfor er der ifølge boligselskabet ikke andet at gøre end at rive højhusene ned for så at genopføre dem.
De er nemlig så truede i forbindelse med kraftigt blæsevejr, at boligselskabet dagligt holder øje med vejrudsigten.
- På et eller andet tidspunkt så vil der ikke være noget sikkerhed. De vil i yderste konsekvens styrte sammen. Er det så ikke bare med hurtigst muligt at få dem revet ned? siger Rasmus Jessing.