Inden Amager Fælled-afgørelse: Måling viser stor modstand fra københavnerne

Et flertal af københavnerne ønsker ikke byggeri på Amager Fælled, afslører en dugfrisk meningsmåling forud for Borgerrepræsentationens afgørelse torsdag.

Inden Borgerrepræsentationen i København torsdag skal tage endelig stilling til de omdiskuterede byggeplaner på Amager Fælled, viser en ny meningsmåling stor folkelig modstand.

Det er lokalplanen, der skal behandles på mødet, og her ventes et bredt politisk flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti at stemme for at opføre 2.000 boliger ved Vejlands Allé på Amager Fælled.

Men det bliver i så fald ikke med et flertal af københavnernes gode vilje, afslører meningsmålingen foretaget af analyseinstituttet Epinion for Danmarks Naturfredningsforening.

76 procent af de repræsentativt udvalgte borgere er enten helt eller delvist uenige i, at der skal bygges på Amager Fælled. Kun 11 procent bakker op om byggeriet.

Hos Danmarks Naturfredningsforening håber man, at resultatet kan nå at få politikerne på andre tanker.

quote Jeg tror, at folk tænker ”nok er nok” – nu skal være slut med at sælge ud at byens natur.

Maria Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening

- Målingen viser, at den politiske beslutning om at bygge på Amager Fælled - og dermed skære ned på de grønne områder i København - er fuldstændig i modstrid med de ønsker, der er blandt vælgerne om at bevare naturområderne i byen og på Amager Fælled.

- På bare ti år har hver enkelt borger i København mistet 14 procent af de grønne områder, og det går simpelthen den helt forkerte vej. Jeg tror, at folk tænker ”nok er nok” – nu skal være slut med at sælge ud at byens natur, siger Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Gjerding, til TV 2 Lorry.

Prioritering af natur og boliger

Der har længe været protester over byggeplanerne på Fælleden, der skal finansiere betalingen for metroen i København, og der er da også allerede blevet lyttet til modstanden på Københavns Rådhus.

For kort før kommunalvalget i 2017 smuldrede den politiske støtte til de oprindelige planer om at bygge på Strandengen på Amager Fælled.

Byggeriet blev i stedet indskrænket en anelse og flyttet til Lærkesletten på Amager Fælled, hvor det blev vurderet, at biodiversiteten var mindre. Kompromiset er dog ikke godt nok, mener Maria Gjerding.

Området omkring Lærkesletten og det nuværende vandrehjem på Amager Fælled skal omdannes til boligområdet Fælledby med omkring 2.000 boliger. Men den beslutning bør afgøres ved folkeafstemning, mener modstandere af byggeriet.
Området omkring Lærkesletten og det nuværende vandrehjem på Amager Fælled skal omdannes til boligområdet Fælledby med omkring 2.000 boliger. Men den beslutning bør afgøres ved folkeafstemning, mener modstandere af byggeriet.
Foto: TV 2 Lorry

Men selvom jeres undersøgelse viser, at københavnerne vægter det grønne område højst på den politiske dagsorden, så er billige boliger trods alt også næst vigtigst for dem, viser undersøgelsen. Nu ønsker politikerne så at bygge på denne her forurenede, tidligere lossepladsgrund – blandt andet for at opføre flere almene boliger. Er politikerne på rådhuset ikke nødt til at vægte både natur, men også boliger der er til at betale?

- Det er klart, at det er et politisk ansvar at sikre boliger og infrastruktur, men det er også et politisk ansvar at sikre natur i byen, og at borgerne har adgang til grønne omsråder. Amager Fælled er et helt enestående naturområde. Det tætteste vi kommer på vild natur kun 11 minutter fra Rådhuspladsen.

- Man er nødt til at finde politiske løsninger, hvor der både bliver taget hensyn til naturen og udviklingen af byen – det er desværre ikke tilfældet i den her sag indtil videre, siger præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening.

Stemmer på højkant

Bemærkelsesværdigt er det, at Amager Fælled faktisk kan flytte stemmer ved det kommende kommunalvalg, hvis man skal tro meningsmålingen.

56 procent af respondenterne svarer, at sagen i nogen eller høj grad har betydning for, hvor de sætter deres kryds.

Af dem svarer 82 procent, at det er mindre sandsynligt, at de vil stemme på et af partierne bag beslutningen.

Nu skal vi som bekendt først til stemmeurnerne til november, og hvis lokalplanen vedtages torsdag, kan byggeriet på Amager Fælled i princippet begynde allerede til sommer. Men Danmarks Naturfredningsforening vil presse på for en udskydelse af første spadestik, så Amager Fælled fortsat er til debat under det kommende kommunalvalg.

- Den her sag slutter ikke for vores vedkommende. Hvis politikerne vælger at fastholde, at der skal bygges på Amager Fælled, så bliver vi ved med at kæmpe imod. By og Havn har selv vurderet, at byggeriet sandsynligvis først vil starte op i 2022, fordi man mangler at sikre levesteder til den strengt beskyttede stor vandsalamander, som lever derude.

quote Den her sag slutter ikke for vores vedkommende. Hvis politikerne vælger at fastholde, at der skal bygges på Amager Fælled, så bliver vi ved med at kæmpe imod.

Maria Gjerding, præsident, Danmarks Naturfredningsforening

- Så det er klart, at hvis planerne om byggeriet fortsætter, så vil det også blive en stor del af en kommende kommunalvalgkamp, og vi vil fortsat følge sagen tæt i Danmarks Naturfredningsforening, fortæller Maria Gjerding.

1000 kroners spørgsmålet – eller måske rettere 1,4 milliarder kroners spørgsmålet – er så, hvor pengene skal findes til at købe Amager Fælled fri, når Københavns Kommune allerede har brugt de forventede indtægter på at betale for metrobyggeriet.

Resultater fra meningsmåling

Et flertal af politikerne i København har besluttet at ophæve naturfredningen af dele af Amager Fælled for at bygge boliger i et eksisterende naturområde. Hvor enig eller uenig er du i den beslutning?

Helt uenig – det er en dårlig idé at ophæve naturfredningen og bygge boliger 61%

Delvist uenig 15%

Hverken-eller 11%

Delvist enig 8%

Helt enig - det er en god idé at ophæve naturfredningen og bygge boliger 3%

Ved ikke 2%

"Baggrunden for salget af naturområdet på Amager Fælled til boligbyggeri er bl.a., at kommunen skal finde midler til at finansiere metrobyggeriet. Hvis politikerne vælger at droppe byggeriet, skal kommunen finde midlerne på anden vis. 

Hvor enig eller uenig er du, efter denne information, i beslutningen om at bygge på Amager Fælled?"

Helt uenig – Politikerne bør droppe byggeriet på Amager Fælled 54%

Delvist uenig 17%

Hverken-eller 11%

Delvist enig 8%

Helt enig – Politikerne bør fastholde byggeriet på Amager Fælled 7%

Ved ikke 3%

Bag aftalen om at sælge naturområdet på Amager Fælled står et flertal af partierne i Københavns Borgerrepræsentation. I hvilken grad har partiernes beslutning om at sælge Amager Fælled betydning for, hvor du vil sætte dit kryds?

I høj grad 23%

I nogen grad 33%

I mindre grad 24%

Slet ikke 12%

Ved ikke 8%

På hvilken måde påvirker partiernes beslutning om Amager Fælled dit kryds?

Det gør det mere sandsynligt for mig at stemme på ét af partierne bag beslutningen 18%

Det gør det mindre sandsynligt for mig at stemme på ét af partierne bag beslutningen 82%

Kilde: Epinion blandt 552 repræsentativt udvalgte københavnere.

I meningsmålingen svarer 71 procent af de adspurgte, at de fortsat mener, byggeriet skal droppes, hvis pengene til metroen så må findes på anden vis. Og det bør være muligt for en velpolstret kommune som København, mener man hos Danmarks Naturfredningsforening.

- Det er klart, at det er en politisk beslutning, hvorvidt man vil bevare naturområderne i byen eller ej, og derfor er det selvfølgelig også i sidste ende en politisk en beslutning, om man vil finansiere metrobyggeriet ved at sælge ud af naturen på Amager Fælled, eller om midlerne skal findes et andet sted, siger Maria Gjerding.

I TV 2 Lorrys nyhedsudsendelse onsdag klokken 19.30 har vi politiske reaktioner på den nye meningsmåling.

Maria Gjerding og Danmarks Naturfredningsforening mener, at Københavns Kommune bør kunne finde de 1,4 milliarder kroner til at købe Amager Fælled fri.
Maria Gjerding og Danmarks Naturfredningsforening mener, at Københavns Kommune bør kunne finde de 1,4 milliarder kroner til at købe Amager Fælled fri.
Foto: Jens Jacob Juulsager / TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik