Kajakroere jubler: Stigbordene i Københavns Havn holdes åbne hele sommeren

For første gang siden en tragisk ulykke i 2017 er slusen i Københavns Havn åben for gennemsejling hele sommeren, og det glæder havnens brugere.

Nu sker det, som fritidssejlere og roere i Københavns Havn har set frem til i flere år.

For første gang i seks år har de nemlig udsigt til at kunne sejle frit ind og ud af Københavns Havn fra syd hen over sommeren.

Det sker, efter Københavns Politi og By og Havn har besluttet at det i år ikke er nødvendigt med den efterhånden rutinemæssige afspærring i stigebordene ved slusen i Sydhavn.

quote Det er rigtig rart, at der nu er åbnet op.

Per Ottesen, Initiativtager, Aktive Fritidssejlere.

For at holde vandscootere ude af havnen er slusen nemlig spærret af om sommeren, hvor jerngitre hænger lige over vandet i Stigbordenes åbninger, og derved fungerer som afspærring. 

Men sådan skal det ikke være i år, og det glæder Per Ottesen, der er initiativtager til gruppen ’Aktive Fritidssejlere’. 

- Det er rigtig rart, at der nu er åbnet op. Så kan man som kajakroer nemmere komme sydpå, for det har været svært at komme gennem slusen, siger han til TV 2 Kosmopol.

Ifølge ham har gitrene nemlig været mere til gene end til gavn.

- Vi har oplevet, at folk er blevet slynget ind mod gitrene, ned under gitrene og har slået hovedet ind mod gitrene og har fået hjernerystelse, fortæller han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Sådan har det set ud, da gitrene har spærret for gennemsejling ved Slusen i Sydhavn.
Sådan har det set ud, da gitrene har spærret for gennemsejling ved Slusen i Sydhavn.
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Kosmopol

Tragisk ulykke udløste afspærring

Første gang, man spærrede Stigbordene af, var i sommersæsonen tilbage i 2018. Det skete efter en tragisk ulykke i 2017, hvor en 25-årig mand på en vandscooter torpederede en udlejningsbåd og slog to amerikanske kvinder ihjel.

Først spærrede By og Havn alle åbninger af for at forhindre fri sejlads ind og ud af Københavns Havn fra syd.

De efterfølgende år har de så haft et enkelt fag åbent. I år vil de som et forsøg nu helt fjerne afspærringerne igen, fortæller Anne Skovbro, der er administrerende direktør i By og Havn.

- På baggrund af det virkelig gode samarbejde, som vi har med klubberne og brugerne i havnen vil vi gerne i år prøve at se, om vi ikke kan lykkes med, at undlade at sætte gitrene i, siger hun.

Ændret adfærd åbner havnen

Grunden til at Københavns Politi og By og Havn efter seks år nu vil holde slusen åben skyldes, at havnens brugere har ændret adfærd siden ulykken i 2017.

- Vi ser ikke, at jetskiene er på vej ind i havnen fra syd længere, siger Anne Skovbro og fortsætter:

- De ved, at de ikke må komme herind, og ved at varsle hinanden er vi i stand til at sikre, at de kommer ud af havnen. Og det er det afgørende for, at vi kan have et trygt havnemiljø.

quote Vi har oplevet, at folk er blevet slynget ind mod gitrene, ned under gitrene og har slået hovedet ind mod gitrene og har fået hjernerystelse.

Per Ottesen, Initiativtager, Aktive Fritidssejlere.

Det er Københavns Politi helt enige i. Derfor mener politiet også, at det er forsvarligt at have åbnet op for fri sejlads igen hen over sommeren. 

Og det skyldes blandt andet at særligt beboere i området er blevet bedre til at varsle politiet, hvis de ser nogen bryde reglerne i havnen.

- De få gange, hvor vandscootere har forsøgt eller er kommet igennem havnen, har de været rigtig hurtige til at alarmere os, og vi har hurtigt kunne rykke ud, siger vicepolitiinspektør i Københavns Politi, Jonas Wybrandt til TV 2 Kosmopol.

Afspærring kan hurtigt vende tilbage

Men By og Havn understreger, at den frie sejlads er en forsøgsordning, og derfor kan de også beslutte, at der skal spærres af igen.

- Hvis vi sammen med politiet konstaterer, at der igen sker aktivitet med vandski på vand, som vi sammen vurderer, kan udgøre en risiko, så kan vi lukke gitrene med 24 timers varsel, slår Anne Skovbro fast.

Det, tror Per Ottesen, dog ikke kommer til at ske. Han har i stedet en stærk tro på, at vandscooterne holder sig væk, og han håber derfor på, at jerngitre i Stigbordene er for evigt fortid.

- Jeg ønsker, at det her forsøg kommer til at gå godt, så gitrene ikke kommer op igen, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik