Kan du undvære dit Irma-net? Museum efterlyser Irma-genstande med en personlig historie

Københavns Museum og Nationalmuseet vil udstille dine Irma-genstande.

Du tror måske, at du har hørt det sidste ord om Irma.

Men nej, nu efterlyser Københavns Museum og Nationalmuseet genstande fra supermarkeds-kæden.

- Det er et stykke københavner- og Danmarkshistorie, der nu lukker efter at have været en af Københavns ældste forretninger, siger Stephanie Høy Brink, museumsinspektør for Københavns Museum, til TV 2 Kosmopol. 

Genstandene kan være et Irmapige-kostume, en Irmacykel, dit yndlingsindkøbsnet eller kinasko. Men genstandene skal have en personlig historie.

- Vi har allerede lidt i vores samling, der rækker helt tilbage fra Irmas åbning. Det, jeg gerne vil have, er den personlige fortælling sammen med genstanden: Har man købt Irma-nettet, fordi ens veninder også har det? Eller fik man en dukke eller anden Irma-merchandise hos sine bedsteforældre, når man var på besøg?, siger Stephanie Høy Brink.

Her ses eksempler på Irma-genstande, som kunne blive udstillet på Københavns Museum, hvis ejeren har en personlig historie knyttet til genstanden.
Her ses eksempler på Irma-genstande, som kunne blive udstillet på Københavns Museum, hvis ejeren har en personlig historie knyttet til genstanden.
Foto: TV 2 Kosmopol

Hun er initiativtager til indsamlingen og blev selv berørt, da Irma lukkede:

- Det kom sig af, at jeg selv blev ked af det, og der væltede minder frem fra mine egen barndom. Og det gjaldt for mange mennesker. Jeg blev nysgerrig efter, hvad det er for et forhold, vi har til butikken, siger hun. 

Hvad får folk ud af at aflevere deres genstande til jer?

- De bidrager til Københavns og Danmarks kollektive hukommelse. Vi indsamler viden for eftertiden, men også så man om mange generationer kan vide noget om Irmas historie, siger Stephanie Høy Brink.

Hvis du har en Irma-genstand med en personlig historie, du ønsker skal bidrage til fortællingen om vores fælles forbrugshistorie, skal du henvende dig til Københavns Bymuseum.

I marts lukkede de første af i alt 65 Irma-butikker. Se i denne oversigt, hvad der skal ske med din lokale Irma.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik