Kaos på universitet: Lektors kæmpe fejl skyld i, at 200 elever skal tage ny eksamen

En lektor på IT-Universitetet har genbrugt den samme eksamen mindst tre gange, og derfor skal 210 studerende nu tage deres eksamen om - selvom det var dem, der opdagede fejlen.

Der er alt andet end glæde at spore hos de 210 elever, der kort før jul gik til eksamen i faget 'Security 1' på IT-Universitetet København. 

For selvom de mange studerende havde brugt tid på at læse op på faget og forberede sig, så var der ikke den samme nidkærhed at spore hos den lektor, der stod for den pågældende eksamen. 

Han valgte nemlig at genbruge eksamenssættet, og derfor skal de 210 elever nu tage eksamen om. 

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Alyson de Souza, der har læst på IT-Universitetet i tre år og er en af de studerende, der nu skal bruge tid på at tage en ny eksamen, selvom fejlen entydigt kan placeres hos den pågældende lektor, der endda havde advaret de studerende om ikke at bruge tidligere eksamener til at øve sig med, da pensum var ændret. 

-  Han ville ikke frigive sidste års eksamen, fordi vi ikke skulle sidde og øve os på noget, der alligevel ikke indgik i vores kommende eksamen, men vi kender jo flere på de andre årgange, så vi lånte den tidligere eksamen af dem. Vi havde aldrig forestillet os, at han ville genbruge den, siger Alyson de Souza til TV 2 Kosmopol. 

Ikke første gang eksamen var genbrugt

Men da de studerende fik udleveret eksamenssættet, stod det hurtigt klart, at der vitterligt var tale om genbrug, og flere af dem rakte derfor hånden i vejret for at gøre opmærksom på det, ligesom de omgående gjorde studieadministrationen opmærksom på det efterfølgende. 

Men her lød svaret, at sagen ikke kunne behandles før januar på grund af den forestående juleferie. 

Flere af de studerende valgte imidlertid at bruge juleferien på at undersøge den pågældende lektor nærmere, og her fandt de ud af, at han havde genbrugt den samme eksamen mindst tre gange. 

Et forhold de også bringer videre til ledelsen på universitetet. 

Bliver straffet for at være ærlige

Men for de studerende var der hverken belønning at hente for ærligheden eller efterforskningen af genbrugets omfang. 

- Vi får så at vide, at det er en ærgerlig situation, og at vi skal tage eksamen om den 7. februar, da det ikke går i tråd med universitets integritet. Så nu skal vi til at tage en ny eksamen, der ligger i det nye semester, hvor vi i forvejen jonglerer med nye fag og har fire eksamener, siger Alyson de Souza, der på ingen måde føler, at ledelsen på universitetet har været imødekommende i sagen.

- Hvis vi ikke havde sagt noget, ville vi have høstet topkarakterer, men fordi vi er ærlige, bliver vi straffet. Jeg forventede, at ITU ville være mere imødekommende overfor de studerende, og det lader til, at de har ikke rigtigt har forstået, at ansvaret ligger hos dem. Hvorfor skal jeg og mine medstuderende straffes for at have gjort vores pligt?

Rektor vil ikke stille op til interview

TV 2 Kosmopol har i forbindelse med sagen forsøgt at få et interview med Per Bruun Brockhoff, der er rektor på IT-Universitetet.

Her henviste man i første omgang til en pressemeddelelse, der blev sendt ud fredag eftermiddag, men da vi gerne ville stille en række uddybende spørgsmål, lød svaret, at det ikke var muligt at finde tid over flere dage til at stille op til et interview på telefonen. 

Rektor på IT-Universitetet, Per Bruun Brockhoff.
Rektor på IT-Universitetet, Per Bruun Brockhoff.
Foto: IT-Universitetet i København

Per Bruun Brockhoff har derfor kun svaret skriftligt på en række spørgsmål, hvor han blandt andet skriver, at de stadig er i gang med at afdække sagens detaljer og det fulde omfang af genbrug af eksamenssæt.

- Vi kan ikke skabe konkrete forandringer, før vi har fuldt overblik over sagen. Det er en igangværende proces, skriver rektoren. 

Universitetets integritet på spil

Han fortæller samtidig, at de studerende er nødt til at tage den pågældende eksamen igen af hensyn til IT-Universitets integritet. 

- Vi bliver nødt til at værne om vores faglige integritet. Der må ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved validiteten af et eksamensresultat fra universitetet. Vi er meget glade for, at de studerende gjorde os opmærksomme på problemet, og vi er samtidigt utroligt kede af den ekstra byrde, der er blevet dem pålagt, skriver han.

I sit skriftlige svar ønsker han ikke at oplyse om, hvorvidt sagen får konsekvenser for den pågældende lektor. 

- Jeg kan ikke udtale mig om personsager, men det er klart, vi vil benytte lejligheden til at indskærpe retningslinjerne omkring eksamensafvikling over for vores folk.




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik