Kendt TV-vært stiller op som overborgmester i København

TV-vært Mette Reissmann har som den første meldt sig som ny socialdemokratisk overborgmester i Købehavn.

Støvet har dårligt lagt sig, efter Frank Jensen forlod sin post som overborgmester i København, før den første kandidat har meldt sig på banen. 

Her til aften har den kendte TV-vært Mette Reissmann (S) nemlig meldt sit kandidatur, som socialdemokratisk overborgmester i København. Det skriver hun i et opslag på Facebook. 

Til TV 2 Lorry fortæller Mette Reissmann, hvorfor hun stiller op.

- Det gør jeg først og fremmest af kærlighed til byen København. Men det er ikke en tanke, der er født hen over natten. Et frø blev sået allerede ved sidste Folkemøde (på Bornholm, red.), hvor jeg talte med statsminister Mette Frederiksen (S) om at gøre København stærkere. Så jeg har haft fokus på lokalpolitik siden, fortæller hun.

Netop fordi hun på forhånd har haft fokus på lokalpolitik, er hun langt i processen, da hun siden har arbejdet på at blive spidskandidat i sin egen kreds, nemlig Valbykredsen.

- Så jeg er på listen over kandidater, og på grund af den situation der er opstået, er det naturligt for mig at stå i spidsen som overborgmesterkandidat ved næste kommunalvalg, forklarer Mette Reissmann. 

Tidligere folketingsmedlem

Udover at være kendt fra det populære program Luksusfælden har hun tidligere erfaring med politik. Hun har en baggrund som tidligere folketingsmedlem, da hun sad i Folketinget fra 2011 til 2019. 

Hun forlod dog Folketinget, efter partiet havde en tilbagegang i storkredsen.

Derudover kender hun også Københavns Rådhus indefra. Hun har nemlig siddet i Borgerrepræsentationen i København. 

Ifølge Mette Reissmann skyldes hendes kandidatur også, at hun har fået en del opbakning både i hendes egen kreds og blandt tidligere og nuværende socialdemokrater. 

- Det er jo rart med opbakning, og da jeg allerede er på vej på listen, traf jeg beslutningen om at stille mit kandidatur til rådighed, siger hun til TV 2 Lorry.

Valbykredsen skal mandag i næste uge formelt vælge Mette Reissmann som kandidat på en ekstraordinær generalforsamling.

Særligt økonomisk fokus

Mette Reissmanns topprioriteringer er bæredygtighed, børn, business, boliger og bredt samarbejde.

Men særligt ét punkt er lige nu vigtigt for hende.

- De er alle sammen centrale punkter og udfordringer for København. Men lige nu står vi i en alvorlig krise, der ikke kun er en sundhedskrise, men også en økonomisk krise. Det optager mig meget lige nu. Den tryghed, god økonomi giver, skal smitte af på resten, siger Mette Reissmann.

Nuværende overborgmester har ikke planer om at stille op

Lars Weiss (S) er i øjeblikket Københavns fungerende overborgmester. Han afløste Frank Jensen, der gik af som overborgmester og Socialdemokratiets næstformand, efter flere sager om upassende opførsel overfor kvinder kom frem i offentligheden.

Lars Weiss har tidligere meddelt, at han ikke har planer om at blive Socialdemokratiets kandidat som overborgmester til næste års kommunalvalg.

Om Mette Reissmann bliver den nye overborgmester, får vi svaret på til kommunalvalget den 16. november næste år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik