Keramiker vinder millionsag over Netto: "En kæmpestor lettelse"

Et langt og opslidende forløb er endt, som parret Anne Black og Jesper Moseholm havde håbet på. Under Anne Blacks virksomhedsnavn har parret fået tilkendt erstatning fra Netto, der har kopieret Anne Blacks design.

Et næsten syv år langt stridsmål er onsdag endt ud til en københavnsk keramiker fordel.

Importøren Ronald A/S og Salling Group skal sammen betale en million kroner med renter på til keramikeren Anne Black for at have krænket hendes ophavsret ved at sælge produkter i Netto, der kopierer keramikerens design.

Derfor var det også en lettet halvdel i Anne Black-virksomheden, TV 2 Kosmopol talte med onsdag aften.

- Det er en kæmpestor lettelse for os at få sat et endeligt punktum i sagen, som har været meget langstrakt, siger Jesper Moseholm, der er gift med Anne Black og medejer af virksomheden.

Mens Anne Black i højere grad er kreativ drivkraft, har Jesper Moseholm håndteret retssagen og den medfølgende bevågenhed.

Sagen startede i 2016, da Anne Black via et Facebook-opslag beskyldte Salling Group og Ronald A/S for at have kopieret tre af sine keramiske produkter og solgt dem i Netto.

Og det havde hun ret i, har hun nu Højesterets ord for. 

- Vi er glade for, at højesteret har afsagt en kendelse, der ændrer en smule på retspraksis og vil yde en bedre beskyttelse for designere fremadrettet, siger Jesper Moseholm.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Retten skulle blandt andet tage stilling til, om Nettos hængepotte (th) er en kopi af Anne Blacks (tv)...
Retten skulle blandt andet tage stilling til, om Nettos hængepotte (th) er en kopi af Anne Blacks (tv)...
Foto: Rasmus Wilmann/TV 2 Kosmopol
... og til hvorvidt Nettos cylindervase (th) er en kopi af Anne Blacks (tv).
... og til hvorvidt Nettos cylindervase (th) er en kopi af Anne Blacks (tv).
Foto: Rasmus Wilmann/TV 2 Kosmopol

Kan forhindre fremtidig plagiering

Foruden beløbet på en million kroner, skal Ronald A/S og Salling Group også betale for sagsomkostningerne, som beløber sig til alt 588.484 kroner til Anne Black. 

Beløbet er højere end det, Anne Black tidligere i Østre Landsret blev tilkendt. Her lød det på 300.000 kroner. 

Og ifølge Anne Blacks mand, Jesper Moseholm, er kendelsen her vigtig for kunstnere og designere i fremtiden, fordi det tilkendte beløb ikke kun tager højde for, hvor meget Netto har tjent på at plagiere keramikeren, men også det beløb, Anne Black har tabt i mulig fortjeneste.

- Det er et kæmpe fremskridt for designere. Det betyder, at der for større virksomheder fremover er større risiko forbundet med at kopiere små kunstneres design, fordi erstatningsbeløbet  ikke kun udmåles på deres gevinst, men også på designeres tab, siger Jesper Moseholm til TV 2 Kosmopol.

Krævede tre millioner

Erstatningen på en millioner kroner plus sagsomkostninger er dog lavere end de tre millioner kroner, som Anne Black havde krævet.

Det skete med argumentet, at Nettos kopiering af keramikerens design havde skadet virksomhedens omdømme og brand.

Jesper Moseholm siger til TV 2 Kosmopol, at virksomheden har oplevet en omsætningsnedgang i Danmark på 90 procent.

- Det (plagiering, red.) devaluerer brandet og skader virksomhederne og ødelægger værdi på den lange bane, siger han.

Lidt optimisme er der dog at spore efter dagens kendelse i Højesteret:

- Det kommer til at tage tid at genoprette vores brand, men nu har vi et godt udgangspunkt for at komme videre.

Se indslaget her.

Højesteret har i dag tilkendt keramikeren Anne Black en stor erstatning i en kopisag



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik