Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse, hvor det hedder:
"Kommunen og Realdania ejer hver halvdelen af aktierne i arenaselskabet, Arena CPHX P/S. Arenaselskabet har opført og ejer Royal Arena. Ejerne ønsker nu i fællesskab at sælge deres aktier i arenaselskabet, som forventes at påkalde sig international købsinteresse."
Det kostede i sin tid 1,4 milliarder kroner at bygge arenaen, og både kommunen og Realdania indskød 325 millioner kroner bed byggestart. Resten af pengene blev lånt.
Salget af Royal Arena vil ikke få betydning for publikum. Danish Venue Enterprise har i dag ansvar for driften og udlejningen af Royal Arena til koncerter, sport og events, og det vil de fortsætte med indtil den 1. december 2046. Lejekontrakten mellem arenaselskabet og driftsoperatøren er indgået med en løbetid på 30 år, og den fortsætter uændret efter salget.
- Royal Arena er i dag med sine rammer i verdensklasse et kulturelt samlingspunkt for events i København – til glæde for hele Danmark. Bygningens multifunktionalitet gør den velegnet til mange forskellige arrangementer, som styrker kulturlivets mangfoldighed, fremmer vækst, og det aktive byliv”, siger Jesper Nygård, adm. i Realdania
Han sekunderes af overborgmester Lars Weiss, der i pressemeddelelsen siger:
- Royal Arena er et godt eksempel på, hvordan et kommunalt-filantropisk partnerskab kan bane vejen for projekter, som ellers er svære at få realiseret. I dag tiltrækker Royal Arena med stor succes internationale kulturevents, idræt og musik i absolut verdensklasse til København. Sådan skal det også være fremover, men da arenaens succes ikke længere afhænger af vores ejerskab, sættes aktierne til salg - så de realiserede midler kan gavne andre steder.