Københavns Lufthavn holder kortene tæt til kroppen efter cyberangreb

Onsdag var Københavns Lufthavns hjemmeside ramt af et cyberangreb. Lufthavnen vil nu igangsætte og forstærke en række tiltag, men ønsker ikke at gå i detaljer.

Københavns Lufthavn, herunder også Roskilde Lufthavn, var onsdag ramt af et cyberangreb. Og det har fået lufthavnen til at ”forstærke” og igangsætte tiltag for at undgå, at noget lignende skulle ske igen.

Men hvilke tiltag, der er tale om, vil Københavns Lufthavn ikke gå i detaljer omkring over for TV 2 Kosmopol. 

"Der findes en række forskellige tiltag, som kan beskytte et system mod denne slags angreb. Hvilke specifikke tiltag, vi har igangsat yderligere og forstærket brug af, ønsker vi ikke at komme ind på, blandt andet på grund af grupper, som kan have modsatrettede interesser af vores," skriver IT-direktør i Københavns Lufthavn, Kenneth Lindegaard, i en mail til TV 2 Kosmopol. 

Københavns Lufthavn oplevede tidligere onsdag "uregelmæssigheder" på sin hjemmeside, hvor mange brugere ikke kunne tilgå den. Hjemmesiden blev sidst på eftermiddagen fuldt tilgængelig igen.

Københavns Lufthavn tror, at der "med største sandsynlighed" er tale om et overbelastningsangreb – noget som banker og ministerier også tidligere er blevet ramt af herhjemme. Lufthavnen arbejdede allerede med sikkerheden inden angrebet, men vil nu forstærke indsatsen på området.

"Vi følger med i trusselsbilledet og iværksætter løbende de nødvendige tiltag for at imødegå de risici, vi ser. Risikoen for denne slags angreb er altid til stede, men vi arbejder kontinuerligt på at sikre, at vi er bedst muligt rustet imod dem. Der er derfor tale om allerede eksisterende tiltag, som vi forstærker indsatsen af," skriver Kenneth Lindegaard til TV 2 Kosmopol. 

Koranafbrændinger får skylden

På det sociale medie Telegram har en profil med navn Anonymous Sudan onsdag lagt et billede op af et fly, der er ved at styrte over en ørken, skriver Ritzau.

Under billedet står der:

- Infrastrukturen i de danske lufthavne er blevet lagt ned på grund af koranafbrændinger.

Billedet og teksten er efterfulgt af en lang række links til hjemmesiderne på en række danske lufthavne.

Samme navn optrådte, da den svenske pendant til DR, SVT, blev hacket 14. februar. Her skrev Anonymous Sudan også, at det var koranafbrændinger, der var årsag til angrebet.

Midtjyllands Lufthavn har også haft problemer sin hjemmeside onsdag, men denne er ligeledes tilbage på vingerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik