Hvad skal straffen være for i skjul at filme en kollega, mens vedkommende er på toilettet?
Flere undervisere på Københavns Professionshøjskole er frustrerede over, at skolens ledelse har besluttet "kun" at give en skriftlig advarsel til den ansatte, der angiveligt har filmet kollegaen.
Det fremgår af et åbent brev, der er sendt til skolens ledelse, og som TV 2 Lorry har fået adgang til.
Jeg tænker, at min opfattelse af nultolerance overhovedet ikke er sammenlignelig med den, ledelsen har praktiseret her
Det er Stine May Nielsen, der er adjunkt ved sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole, som har taget initiativ til at sende brevet til skolens rektor og HR-afdeling.
Hun ønsker klarhed over, hvad skolens nulpolitik egentlig betyder.
- I institutionens årsrapport står der, at vi som organisation har nultolerance over for chikane og diskriminerende adfærd. Jeg tænker, at min opfattelse af nultolerance overhovedet ikke er sammenlignelig med den, ledelsen har praktiseret her, forklarer hun til TV 2 Lorry.
Et svagt begreb
I brevet anmodes det om, "at der skabes klarhed over, hvad der helt præcis menes med nul-tolerance". Men det er ikke lige til at svare på, da politiet stadig er i gang med at efterforske sagen.
Sådan lyder det fra en krænkelsesekspert, som TV 2 Lorry har talt med.
- Det er svært at sige noget til skolen håndtering, når vi ikke kender resultatet af politiets efterforskning. Det giver god mening, at de venter med at foretage sig yderligere, forklarer Anette Borchorst, der er professor emerita ved Aalborg Universitet.
Hun understreger, at det er et alvorligt skridt, når ledelsen mener, der er grund til at give en skriftlig advarsel, men nultolerance kan ikke alene bruges som et juridisk begreb.
- Det (nultolerance, red.) er en ledelses udmelding om, at vi ikke vil have krænkelser, men det kan ikke stå alene. Det skal måles op mod, hvordan ledelsen håndterer en krænkelsessag. Det giver først mening at vurdere ledelses handling, når politiet har sat en streg i sandet.
Advarer mod at bruge nultolerance
Hos Danmarks videnscenter for køn og ligestilling (KVINFO) forstår man godt medarbejdernes frustration over, at der ikke er klarhed over begrebet nultolerance.
Det skaber forvirring. For hvad er det, og kan nultolerance bare være, at man giver en advarsel?
Derfor advarer direktør Henriette Laursen også virksomheder mod at indføre det i deres politik.
- Det er der forskellige grunde til. Det ene er, at det skaber forvirring. For hvad er det, og kan nultolerance bare være, at man giver en advarsel? Derudover er der, når vi taler om krænkelser, rigtig mange grænsetilfælde. Dem skal vi kunne tale om og diskutere. Nogle skal der handles på, og andre skal der måske tales om på arbejdspladsen, forklarer hun.
KVINFO mener, at nultolerance kan betyde, at man lægger ansvaret over på dem, der melder en krænkelse i stedet for dem, der skal håndtere den.
- Jeg kender til historier, hvor anmelderen decideret bliver spurgt, om vedkommende vil tage ansvar for, at krænkeren bliver fyret. Og det er jo et stort ansvar at lægge over på en medarbejder, siger Henriette Laursen og uddyber:
- Hvis vi skal ændre kulturen, så skal vi kunne tale om krænkelser på arbejdspladsen. Det kan vi ikke, hvis det hele handler om at have nultolerance og jagte nogle skyldige, der skal straffes.
Hun mener, at man i stedet for blot at skrive, at der er nultolerance mod chikane, krænkelser og diskrimination, skal beskrive, hvad det er, man gør, når en medarbejder henvender sig, fordi vedkommende føler sig krænket.
- Gør det meget klart, hvor man skal henvende sig, og hvad er det, man kan forvente, der sker. Bliver der gået videre med sagen, eller sker det kun, hvis man selv ønsker, at der bliver gået videre med sagen?, siger Henriette Laursen og uddyber:
- Hvilke niveauer af krænkelser er der, og hvad kan man forvente af sanktioner for de forskellige krænkelser?
Du kan læse det åbne brev her:
Att. HR-afdelingen og Rektor Stefan Hermann
En nyligt truffet afgørelse i en intern sag om krænkelse mod en kollega, har skabt stor frustration og utryghed blandt os undervisere. Vi retter henvendelse i håb om at få afklaret bekymringer omkring vores fremtidige sikkerhed på arbejdspladsen. Ligeledes er det et udtryk for kollektiv sympati overfor vores kollega, der føler sig svigtet og dobbeltkrænket af beslutninger truffet af HR, Rektor Stefan Hermann og Dekan Randi Brinckmann i en sag om intern seksuel krænkelse.
En kvindelig ansat på KP bliver for nyligt udsat for grov krænkelse. Da hun står ved håndvasken efter et toiletbesøg, ser hun et kamera på en mobiltelefon blive holdt op over døren ind til det toilet hvor hun befinder sig. Overvågningsvideo har vist, at det var en mandlig ansat på KP, der førte mobiltelefonen. Personen er nu politianmeldt. HR og jurist har truffet en beslutning om at give en skriftlig advarsel og herefter at fortsætte samarbejdet med ham. Frem til august er han flyttet til Campus Carlsberg og bedt om at holde sig væk fra sociale arrangementer ”for en periode”. Til sammenligning er der tale om en forseelse, som i det øvrige samfunds straffelovgivning paragraf §264a er strafbart med bøde eller optil 6 måneders fængsel. Den krænkede i sagen er hos Rektor blevet mødt med et tilbud om et forsonende møde med sin krænker. Da der er tale om en krænkelse og ikke en konflikt, har hun afslået tilbuddet.
Beslutningen om at fortsætte samarbejdet med ham har vakt stor utryghed blandt vi ansatte. Viden om, at der er én iblandt os, som kan finde på at udsætte sine kollegaer for så grove krænkelser, har en meget negativ effekt på vores arbejdsfællesskab. Det har givet anledning til at mistænke mandlige kollegaer, der omvendt oplever at måtte bevise uskyld. Herudover rejser det en utryghed og grund til at kigge sig over skulderen ved besøg på toiletter indrettet som båse.
Vi er efterladt med bekymring for vores kollegaer og ikke mindst de studerende på Campus Carlsberg og for om vi selv, på T18, T86 og Sigurdsgade, kan gå trygge på arbejde igen efter august, hvor han ikke længere skal være på Campus Carlsberg. Vi er også bekymrede for fremtidige sociale arrangementer og beder om at få en konkret dato for, hvornår han igen er velkommen her.
KP´s holdning til krænkelser kan findes i både retningslinjer, årsrapporter og i Stefan Hermanns udtalelser til pressen. Her lægges vægt på nul-tolerance overfor chikanerende og diskriminerende adfærd, så alle trygt skal kunne henvende sig, hvis de udsættes for krænkelser. Vi undrer os over, hvordan krænkelsespolitikken er i tråd med beslutningen om en skriftlig advarsel. Vi anmoder om, at der skabes klarhed over hvad der helt præcis menes med nul-tolerance. Hvordan kan vi i fremtiden forvente, at HR forvalter den, hvis en anden af os skulle blive udsat for krænkelser, hvilket flere af os med statistisk sandsynlighed vil.
Vi er bekymrede for vores kollega, som føler sig svigtet og overhørt af både rektor Stefan Hermann og dekan Randi Brinkmann. Håndteringen af den aktuelle sag har skabt mistillid til HR og den øverste ledelse. Vi har brug for klarhed over, om vi kan forvente at blive opfordret til at forsones med og forsat samarbejde med én, som har krænket os
Slutteligt anmoder vi om hjælp til at få genskabt vores arbejdsfællesskab og tillid til, at vi trygt kan tage på arbejde uanset hvilket campus vi møder ind på og uanset om bekymringerne omhandler risikoen for at blive krænket eller risikoen for at blive mistænkt.
