Kom med indenfor: Sådan bliver Københavns nye Ikea, der åbner til august

Ikea har nu sat åbningsdatoen for det kommende varehus ved Dybbølsbro. TV 2 Kosmopol har fået lov til at smugkigge inden for i den enorme butiks åbningsforberedelser.

Den 16. august.

Det er datoen, Ikea nu sætter for indvielse og åbning af det nye varehus i hjertet af København ved Dybbølsbro i det, der har været et endog ganske imødeset byggeri.

For den svenske indbogigants butik, der har fået navnet Cityvarehuset, har nemlig været på tegnebrættet siden 2015 med imposante visioner om en gebommerlig butik med en begrønnet park på taget.

Visioner og planer, TV 2 Kosmopol da heller ikke holdt sig for gode til at smøre hjemmesiden med ad flere omgange, dengang mediehuset her gik under et andet navn.

Siden fulgte obligatorisk tovtrækkeri og et klassisk spil bureaukratimikado om en byggetilladelse, som forsinkede hele showet med et par år.

Men nu står den svenske gigantbutik så tæt på færdigopført, at den føromtalte åbningsdato nu meldes ud i en pressemeddelelse.

- Vi har glædet os rigtig meget gennem lang tid til denne dag. Nu kan københavnerne glæde sig sammen med os. Vi er glade for at kunne give dem deres helt eget varehus og gøre Ikea-oplevelsen mere tilgængelig for de mange mennesker i hovedstaden, udtaler Mads Kristensen, hvis titel er Commercial Manager hos Ikea Danmark.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Varehuset, der åbner om to og en halv måneder, er lige nu ved at blive bygget op indvendigt med inventar.
Varehuset, der åbner om to og en halv måneder, er lige nu ved at blive bygget op indvendigt med inventar.
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Kosmopol

Han tilføjer, at varehuset har planlagt en ”festlig åbningsdag”, hvor man har en såre simpel opfordring til de besøgende:

- Bare lad bilen stå og kom til fods, på cykel eller med offentlig transport, for der er kun et meget begrænset antal parkeringspladser til biler, siger Mads Kristensen med henvisning til, at butikken har prioriteret 500 cykelparkeringspladser og plads til udlån af el-ladcykler højere end bilparkering.

Tagpark, solceller og et genbrugsunivers

Ikeas kommende varehus i København bliver ikke som de andre af kædens kæmpebutikker rundt omkring i Danmark, slås der fast.

Det skyldes nok især den store taghave oven på bygningen, hvis helhed er udfærdiget af stjernearkitekterne fra Dorte Mandrups tegnestue.

Her er man for tiden ved at lægge sidste hånd på beplantningen af de 250 træer og buske samt udformningen af parkens landskab. I øvrigt bliver parken bare en park, så at sige.

Underforstået: Parken er åben for alle.

- Der vil både være plads til at holde kaffepause i caféen og tage på legepladsen i taghaven, hvorfra man også kan nyde udsigten over indre København, siger Mads Kristensen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Varehuset, der åbner om to og en halv måneder, er lige nu ved at blive bygget op indvendigt med inventar.
Varehuset, der åbner om to og en halv måneder, er lige nu ved at blive bygget op indvendigt med inventar.
Foto: Jan Christiansen/TV 2 Kosmopol

Ikea-varehuset bliver i tre etager – og føromtalte tagterrasse – og kommer foruden alt det velkendte til at indeholde en restaurant, en café, en bistro samt et såkaldt genbrugsunivers med navnet Cirkulär.

Og apropos genbrug, så kan det øvrigt være, at visse kunder vil støde på kendte ansigter fra detailbranchen i Ikea til august.

Tidligere på året inviterede koncernen nemlig opsagte medarbejdere fra Irma-kæden og dennes forestående lukning til at søge jobs hos dem, fordi varehuset dengang manglede at besætte cirka 300 stillinger.

Og apropos cirkularitet, eller i hvert fald delvis cirkularitet, så er der for nylig blevet lagt sidste hånd på de 1.450 kvadratmeter solceller på taget af varehuset, som ifølge tidligere pressemeddelelser skal dække cirka 25 procent af bygningens energiforbrug.

Samtidig betyder åbningen af varehuset også, at Ikea lukker for det nuværende planning studio på Vesterbrogade, som samles i den nye bygning.

17-årig startede Ikea som nylonstrømper i postordre

  • Ingvar Kamprad var 17 år, da han registrerede varemærket Ikea i 1943.

  • Firmanavnet, der i dag er verdenskendt, er en sammenskrivning af initialerne i Ingvar Kamprads navn, hans fødegård Elmtaryd og landsbyen Agunnaryd, hvor han kommer fra.

  • I de første år bedrev den unge Kamprad postordrefirma og solgte blandt andet julekort og nylonstrømper.

  • I 1948 begyndte Ikea for første gang at sælge møbler.

  • Det første Ikea-varehus åbnede i Älmhult, Småland.

  • Siden udviklede møbelforretningen sig til en international gigant, hvis varemærke og navn er kendt verden over.

  • Der findes i dag 460 Ikea-varehuse i 62 lande.

  • Ikeas detailvirksomhed drives i et system med franchisetagere, som har tilladelse til at drive Ikea-varehuse og sælge produkterne.

  • I Danmark er der fem Ikea-varehuse.

  • Det kommende varehus i København bliver nummer seks i rækken.

  • Det første Ikea-varehus i Danmark åbnede i 1969 i Ballerup og rykkede siden til den nuværende placering i Taastrup.

Kilder: Ritzau

Herunder kan du se arkitekternes bud på, hvordan det store Ikea-varehus kommer til at tage sig ud, når det engang står helt færdigopført og klar til åbning i august:

Visualisering af, hvordan det kommende varehus kommer til at se ud, når det åbner til august.
Visualisering af, hvordan det kommende varehus kommer til at se ud, når det åbner til august.
Foto: Dorte Mandrup

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik