Oversigt

Seneste nyt

Mand på hotel blev dræbt af knivstik

Den 42-årige udenlandske mand, der natten til tirsdag blev fundet død på et hotelværelse ved Hotel Scandic i Sydhavnen, blev dræbt med knivstik.

Det oplyser Brian Belling, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til TV 2 Kosmopol.

Han tilføjer, at politiet er i besiddelse af det formodede våben, der blev brugt ved det, politiet efterforsker som et drab.

En 33-årig mand er anholdt og sigtet for drab efter, at han selv henvendte sig til politiet på stationen ved Bellahøj natten til tirsdag. Han fremstilles i grundlovsforhør mellem klokken 14 og 15 ved Retten på Frederiksberg.

Brian Belling fra Københavns Politi fortæller desuden, at vidner i form af hotelgæster har hjulpet politiets efterforskning.

Københavns Politi kan fortsat ikke sige noget om de nærmere omstændigheder ved drabet, et muligt motiv herfor samt om relationen mellem den dræbte og den drabssigtede.