Markos kropshad var "altopslugende" indtil et nøgenbillede ændrede alt

Kropsdysmorfi.

Den røde, stiplede linje under ordet på min skærm afslører, at den computer, jeg skriver på, ikke kender ordet. Og det gjorde jeg heller ikke, før Marko Pogacar bruger det til at beskrive det kropshad, han i mange år lå under for.

Og selv om det måske ikke er alle, der kender ordet, vi jeg vove at påstå, at vi alle kender det.

Kropshadet.

Og det er det, Marko Pogacar vil gøre op med.

Selvskade, kønstransition og mobning

28-årige Marko Pogacar tager billeder af nøgne kroppe og deler dem – og deres historie – på sociale medier under navnet Bodytalks.

- Jeg vil gerne vise folk, at der findes mange forskellige kroppe og ikke kun dem, vi er vant til at se i reklamer, modemagasiner og på sociale medier, siger han.

Kroppene i Bodytalks bærer på historier om alt fra selvskade, kønstransition, seksualitet, mobning og spiseforstyrrelser. Og billederne er et opgør med og en frisættelse fra alle de mærkater fra omverdenen, det indebærer.

- Det er enormt vigtigt, at vi ser de her kroppe for at blive bevidste om vores fordomme. Mange har måske fordomme om, at tykke personer ser ud, som de gør, fordi de ikke har selvkontrol eller er dovne, siger Marko Pogacar, der har en baggrund som metakognitiv psykoterapeut.

- Men hvis vi er villige til at sætte os udover vores fordomme, forstår vi, at det handler om så meget mere.

Jeg var bange for at finde fejl, der kunne ødelægge mit liv

Da Marko Pogacar var 18 år gammel, var han med egne ord ”opslugt” af at se sig selv i spejlet for at finde det, han dengang så som fejl.

- Jeg kunne se på mig selv i spejlet hver dag og tænke, at jeg havde en stor næse eller var for høj. Og jeg var samtidig bange for at finde en ny fejl, jeg kunne være fikseret på og ødelægge mit liv på grund af, forklarer han.

For ham ændrede det sig den dag, han fik en ven til at tage nogle nøgenbilleder af ham. Nøgenbilleder, han måtte tvinge sine egne, fordømmende vurderinger i baggrunden for at kunne se på.

Og som han i sidste ende valgte at lægge ud på sine sociale medier.

Selv om det måske kan lyde mærkeligt – med det store kropshad, han dengang oplevede, in mente – så endte det faktisk med at sætte ham fri.

- I stedet for at vurdere min krop æstetisk, så jeg i billederne historien om, hvad jeg havde budt min krop. Det fik mig til at indse, at jeg har en krop, og at jeg ikke er min krop, fortæller han.

Billederne – og erkendelsen – blev starten på Bodytalks. Derefter tog Marko billeder af sine venner og delte dem på profilen, og i dag er det fremmede mennesker, der kontakter ham for at være med i projektet.

Ar og strækmærker er historien om et levet liv

For Marko Pogacar handler Bodytalks om at skabe et trygt rum, der er blottet for vurdering og fordomme, så kroppen kan tale frit. Det er også grunden til, at han har kaldt projektet for Bodytalks; for at gøre op med, at vi taler på kroppens vegne, men netop lader den tale for sig selv.

Han mener, at alt det, mange af os ser som fejl – strækmærker, ar eller de ekstra kilo – i virkeligheden rummer en historie om det liv, vi har levet. Hvis vi er villige til at lytte fremfor at se. Og vurdere.

- Kroppen er ikke kun sin æstetik. Den har så meget mere at byde på, hvis vi ser den som et fortællende redskab. Og hvis vi ser vores strækmærker, kropsform og ar som en historie om et levet liv, understreger han.

Jeg er træt af, at det skal handle om skønhed

Man kunne let foranlediges til at tro, at Marko Pogacars projekt handler om kropspositivisme og om at alle kroppe er smukke, som vi – hvor sympatisk et budskab, det end er – efterhånden har hørt en del.

Men selvom Marko håber på, at projektet bidrager til, at vi accepterer vores krop, så handler det altså ikke om, at vi skal acceptere den, fordi den er smuk, sexet eller nogen som helst anden normativ domfældelse.

- Det handler ikke om at gøre tykke kroppe, strækmærker eller ar smukke. Det handler faktisk slet ikke om skønhed, og det er jeg ret træt af, at det skal handle om, understreger han.

- Vi skal væk fra, at folk tænker: ”Det er godt nok grimt”, når de ser en tyk person på gaden. I stedet skal vi tilsidesætte de vurderinger og fordomme, vi har om andres kroppe. Og være nysgerrige på vedkommendes historie, frem for at reducere det til pæn eller ikke pæn.

Jeg er glad for, at folk bliver provokerede

Marko Pogacar er godt klar over, at billederne for nogen kan være både provokerende og exibitionistiske.

Men måske er det forudsætningen for, at det lykkes for ham at gøre folk bevidste om deres fordomme og lære dem noget nyt. Det mener han i hvert fald selv.

- Jeg er glad for, at folk bliver provokerede, for det betyder, at det rører noget i dem. Og at det rusker op i nogle af de her regler, normer og fordomme, understreger han.

- Hvor der er konflikt, er der potentiale for udvikling.