Mere end en bil krydser gade ulovligt i minuttet - kun en bøde udstedt

Én enkelt bøde på fire uger - det er, hvad det er blevet til i den meget omtalte nul-emissionszone i Stefansgade på Nørrebro i København.


Det er en trafikstille onsdag formiddag på Nørrebro. 

Alligevel kan TV 2 Kosmopols udsendte reporter tælle 32 benzin- og dieselbiler, der krydser nul-emissionszonen på Stefansgade på blot en halv time.

Altså mere end en bil i minuttet på en strækning, hvor det siden slutningen af marts i har været forbudt for fossildrevne køretøjer at køre, medmindre man bor på gaden.

Men indtil videre har det været ganske konsekvensfrit for benzin- og dieselbilisterne at bryde loven. På nær én. 

For i løbet af tiltagets første fire uger har Københavns Politi kun udstedt en enkelt bøde for at bryde nul-emissionszonen.

Det viser en aktindsigt, TV 2 Kosmopol har fået.

- Det giver jo ikke rigtig mening, lyder det fra Sille Klint. 

Hun er en af de mange forbipasserende i området, der ser hvordan kun ganske få tager de fossilfri meter alvorligt.

- Jeg synes, meget det virker som et politisk stunt for at vise, at de (politikerne, red.) går op i klima, men at de så bare laver noget ligegyldigt, siger hun.

- Værre end symbolpolitik

Heller ikke gruppeformanden for De Konservative i Københavns Kommune er tilhænger af forslaget, som partiet stemte imod, inden det blev vedtaget og effektueret tilbage i marts.

- Jeg synes faktisk, det er værre end symbolpolitik, forstået på den måde, at hvis formålet er at hjælpe miljøet, så gør man jo præcis det omvendte her. Hvis der er lovlydige borgere, er de nødt til at køre udenom det her, og dermed kommer de til at forurene ekstra, siger Morten Melchiors (K).

Men skal man ikke starte et sted?

- Selvfølgelig skal man starte et sted, men det har vi jo også gjort. Vi sørger for at skabe bedre lade-infrastruktur og vi sørger for at skabe ekstra gode forhold for elbiler, i og med at de betaler lavere parkeringsafgift, siger det konservative medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Her er slusen på Stefansgade
Her er slusen på Stefansgade
Foto: Mia Cassens - TV 2 Kosmopol

Ville være rart, hvis folk overholdt reglerne

København Kommunes teknik- og miljøborgmester, Line Barfod (EL), har ikke haft mulighed for at stille op til interview og give svar på, hvad hun mener om, at der kun er udstedt en enkelt bøde de første fire uger - og om hvad hun siger til beskyldningerne om, at der er tale om symbolpolitik og et politisk stunt. 

I stedet har Marcus Vesterager (S), der også stemte for forslaget om en forsøgsordning med nul-emission på Nørrebro onsdag sagt sådan her til TV 2 Kosmopol:

- Det er jo et problem, at der er mange, der kører igennem, der ikke burde køre igennem, og at der så kun er givet en enkelt bøde, det må så handle om politiets ressourcer, siger Teknik- og Miljøudvalgsmedlemmet.

- Det ville selvfølgelig være rart, hvis folk overholdt reglerne, og så blev straffet, hvis de ikke overholder dem, men en enkelt bøde er jo selvfølgelig ikke så mange, når man kan se, at rigtig mange bryder reglerne, fortsætter han. 

Han mener dog, at kritikken om at der skulle være tale om et politisk stunt er uberettiget.

- Jeg synes ikke, at det er symbolpolitik, når vi faktisk har  en ambition om, at folk skal overholde de regler, vi laver. Men jeg kan forstå, at det er et problem, at det ikke bliver overholdt, og det skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan man får løst, siger Marcus Vesterager.

Udrulles til hele byen

Torsdag i sidste uge vedtog en enig borgerrepræsentation i Københavns Kommune, at man ville undersøge mulighederne for, at hele kommunen skal være fri for biler, der kører på fossile brandstoffer i 2030.

Hvis det skal lykkes, er socialdemokraten Marcus Vesterager da også enig i, at der skal ske nogle ændringer, før det kan give mening.

- Hvis vi skal have udrullet noget til hele byen, skal vi have en løsning, der gør, at folk bliver straffet, hvis ikke de overholder de regler, vi sætter op, siger Marcus Vesterager.

- Men som et lille forsøg til at starte med, så synes jeg, det er fint. Og så skal vi selvfølgelig finde en måde at slå ned på dem, der ikke kan finde ud af at overholde reglerne, fortsætter han.

Det er Københavns Politi, der skal håndhæve reglerne overfor de borgere, som i dag krydser nul-emissionszonen uretmæssigt på Stefansgade. TV 2 Kosmopol har derfor forsøgt at få et interview, men de skriver blot i et skriftligt svar.

- Københavns Politi tilrettelægger færdselsindsatsen ud fra en lang række parametre med særligt fokus på aktuelle og løbende udfordringer i forhold til trafiksikkerhed. Arbejdet med nul-emissionszonen ligger inden for den generelle færdselsindsats.

Du har læst en artikel fra TV 2 Kosmopol







Spørg Os - Afstemning

_


Vis mere
20221219-100144-A-1920x1279we

Overblik: Sådan påvirkes hovedstaden af Distortion

Øresundsbroen

Poul Erik undrer sig: Hvorfor koster en returbillet over Øresundsbroen 880 kroner?

Vis mere