Oversigt

Seneste nyt

Mistænkt for skuddrab: Politiet efterlyser mand på damecykel

Som led i efterforskningen af drabet den 26. oktober på Christiania offentliggør Københavns Politi nu billeder af den mand, der mistænkes for at have udført drabet.

På videoen ses en maskeret sortklædt mand cyklende på en sort dame-elcykel, som politiet efterlyste forleden.

Cyklen er blevet fundet ved Kildebakken i Søborg, og politiet offentliggør nu video og billeder af den mand, som er mistænkt for at være gerningsmanden.


- Vi vil meget gerne høre fra borgere, der har set denne person på Christiania og i Københavnsområdet – og i særdeleshed i områderne omkring Søborg, Gladsaxe og Vangede, hvor han sidst er set kørende den 26. oktober kl. 18.20, siger politikommissær Bo Jensen fra Københavns Politi.

Københavns Politi er særligt interesseret i at høre fra folk, der har set den mistænkte den samme dag i tidsrummet fra kl. 16.30 til 19.00.

- Vi opfordrer alle vidner til at henvende sig med informationer om cyklen, den mistænkte person eller andre oplysninger, der har relevans for sagen, siger politikommissær Bo Jensen fra Københavns Politi.

Manden har følgende signalement:

16-25 år

Lys hud

Dansktalende

Lav og spinkel af bygning

Iført mørk maskering for underansigtet, mørk jakke med hætten oppe, mørke bukser, der stumper, så man kan se enten lyse strømper eller bare ankler, sorte sko og grålige handsker