Nu bliver dyr vare endnu dyrere i Danmark: Hede i Sydeuropa rammer høsten hårdt

Den ekstremt varme sommer har gjort olivenhøsten i Sydeuropa dårlig. Nu mærkes det i flere butikker i hovedstadsområdet.

Du kan godt begynde at undersøge, hvordan man laver mad uden olivenolie. 

De ekstremt høje temperaturer, der nu for anden sommer i træk har hærget landene omkring Middelhavet i sommermånederne, har nemlig betydet, at olivenhøsten også for andet år i træk er slået fejl flere steder. 

Faktisk har produktionen været så dårlig, at nogle producenter har rakt ud til deres kunder og meddelt, at den kommende høst ser skidt ud - og hylderne står allerede tomme i flere danske supermarkeder. 

Spaghetti Martelli er en italiensk delikatessebutik på Østerbro, som drives af ægteparret Lone og Giorgio Buch Hansen. 

Deres butik er én af dem, der har modtaget forvarslinger fra nogle af deres producenter.

Lone Buch Hansen har drevet Spaghetti Martelli med sin mand i 29 år og bestræber sig på at sælge kvalitetsvarer fra mindre producenter i Italien.

- Vi har gennem de seneste år oplevet, at særlige typer af olie slet ikke kan fås, fordi meget store dele eller hele høsten er gået tabt, fortæller Lone Buch Hansen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Olivenmarker i Chiclana de Segura nær byen Jaen i Spanien.
Olivenmarker i Chiclana de Segura nær byen Jaen i Spanien.
Foto: Jon Nazca/Reuters/Ritzau Scanpix

Og på grund af den tørre sommer, kommer det til at koste flere penge at få produkterne hjem til deres butik.

- Det bliver dyrere for os at købe olien, og vi har allerede været nødt til at sætte avancen ned på nogle varer, siger hun. 

Det lave udbud og den øgede pris gør det ikke bekymringsfrit for Lone Buch Hansen at drive sin forretning.

- Olivenolien er en god og fast del af vores omsætning, og vi er selvfølgelig bekymrede for en prisstigning på et produkt, der i forvejen er i den høje ende, siger hun.

Jens Juul Nielsen er informationsdirektør hos Coop. Også her mærker man konsekvenserne af den dårlige olivenhøst. 

- Vi har siden august kæmpet med vores leverandører for at få tilstrækkelige mængder (olivenolie, red.) til vores butikker. Vi har pt. ikke udsolgte i butikkerne, men mængderne, vi kan få, er meget små, og det har været nødvendigt at skifte til alternative mærker for at dække behovet, siger han til TV 2 Kosmopol. 

(Artiklen fortsætter efter boksen og billedet.)

Spørg Os - Formular

_

Spaghetti Martelli på Østerbro forhandler flere forskellige italienske specialiteter.
Spaghetti Martelli på Østerbro forhandler flere forskellige italienske specialiteter.
Foto: Spaghetti Martelli

"Vi gør, hvad vi kan"

Hos Salling Group nikker de genkendende til det lave udbud, men er ikke bekymrede.

- Vi er ret fortrøstningsfulde. Vi gør alt, hvad vi kan, for at holde os tætte på vores leverandører, så vi kan sikre, at vi får fyldt vores lagre op så meget som overhovedet muligt, fortæller Jacob Nielsen, som er pressechef hos Salling Group. 

Men når olien bliver sværere at få fat i, bliver den også dyrere.

- At et vejrfænomen indskrænker udbuddet er heldigvis noget, vi allerede kender til. Men når det sker, er der en automatisk mekanisme, der går i gang, og så vil prisen også stige, uddyber han.

Dog ser han ikke, at man som kunde skal begynde at hamstre på olien. 

- For vores vedkommende er der ikke behov for panik. At lægge et maksimalt antal på, hvor mange kunderne må købe, er heller ikke noget vi ser ind i på nuværende tidspunkt. 

Frederik Krohn er distriktschef hos Føtex i København. Her er de også opmærksomme på, at olivenolien er i søgelyset i øjeblikket. 

- Efterspørgslen stiger og udbuddet følger ikke helt med. Så vi oplever, at der er enkelte varianter, der er udsolgt, men det er vi vant til at imødegå på alle mulige måder, siger han til TV 2 Kosmopol.

Han uddyber, at kunderne begynder at få øjnene op for andre typer af olie, og at man derfor godt kan få dækket sit behov for olie.

Olivenoliens fremtid

Inde hos Spaghetti Martelli står det klart, at man ikke skal forvente den rene olivenolie for altid.

- Mange vælger at købe dårligere kvalitet af olien, hvor man ikke kan garantere, hvor den kommer fra, eller hvor den er produceret. Og det kommer man til at se i endnu højere grad, når Italien ikke selv er i stand til at levere, forklarer Lone Buch Hansen. 

Jacob Nielsen fra Salling Group fortæller også, at de er ved at undersøge, hvilke alternative muligheder der findes, hvis der en dag bliver tale om en krise.

- Vi kigger på, om man kan lave et blandingsprodukt med solsikkeolie, så man kan holde priserne i den lavere ende af skalaen. 

Spørg Os - Afstemning

_