Nu kan du selv holde øje: Digital løsning skal hjælp med sagsbehandlingstid i København

Byggeansøgere i Københavns Kommune kan nu følge med i, hvor langt deres byggeansøgning er. Det er endnu et skridt i den rigtige retning – for kommunen har før haft problemer med lange sagsbehandlingstider.

Tilbage i 2022 var Københavns Kommune mellem 100 og 170 dage for længe om at behandle byggesager.

Men med blandt andet en styrket dialog med byggeansøgerne og et samarbejde med eksterne partnere knækkede de kurven, og langt de fleste sager bliver i dag behandlet inden for rammerne.

Og nu har de så lavet en digital løsning, der skal gøre livet endnu nemmere for byggeansøgerne. For Teknik- og Miljøforvaltningen har udviklet den digitale portal ’Min Byggesag’, hvor den enkelte byggeansøger kan se, hvor deres byggesag er i processen.

Her kan de følge deres byggesag fra byggeansøgning til byggetilladelse og helt til den afsluttende ibrugtagningstilladelse.

- Der er gode takter på byggesagsområdet i København, og jeg er glad for, at der nu også er udviklet en løsning, så byggeansøgere kan se, hvor deres byggesag er i processen, og hvor lang tid man kan forvente, at behandlingen af sagen tager, fortæller teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).

(Artiklen fortsætter under boksen)

Spørg Os - Formular

_

Måtte vente i mere end 215 dage

Tidligere har TV 2 Kosmopol beskrevet, hvordan den 840 kvadratmeter store Ilva-butik på Strandlodsvej på Amager efter 215 dage stadig ikke havde haft en eneste kunde, fordi de stadig afventede den endelige godkendelse af, at de måtte byde kunderne inden for.

Det var et godt stykke fra de servicemål, som er indgået mellem Kommunernes Landsforening og staten. Ifølge servicemålet må de typer sager nemlig maksimalt tage 55 dage.

Der er dog kommet andre boller på suppen, for Ifølge Københavns Kommune er 98 procent af de byggesager, som forvaltningen har fået ind siden den 1. juli 2023, blevet afsluttet inden for servicerammens tidsfrist.


Og de resultater lagt sammen med den nye digitale løsning glæder Dansk Industri.

-”Min Byggesag” sikrer større gennemsigtighed, så virksomhederne kan se, hvor deres byggesager er i processen, og hvornår en byggesag forventes afsluttet. Det er virkelig en god nyhed, som jeg er sikker på, at virksomhederne kommer til at sætte pris på, fortæller bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden, Mads Raaschou.

Lige nu er der fejl i flere end halvdelen af de byggeansøgninger, forvaltningen modtager. Det skyldes et kompliceret, nationalt ansøgningssystem, hvor det kan være svært at gennemskue for den enkelte byggeansøger, om der er indsendt tilstrækkelige dokumenter på en byggesag.

Men det bliver altså nu nemmere med ’Min Byggesag,’ for her vil byggeansøgerne kunne se, om sagen mangler oplysninger fra dem, før byggesagsbehandlerne kan komme videre med sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik