Fungerende overborgmester Lars Weiss (S) melder nu klart ud om fremtiden som overborgmester i Københavns Kommune.
- Det er blevet besluttet, at Socialdemokratiet peger på mig, siger Lars Weiss til TV 2 Kosmopol.
Dermed er Lars Weiss klar til endnu en gang at blive fast vikar og løfte opgaven som overborgmester på Københavns Rådhus.
Det sker efter halvanden uge, hvor det har stået hen i det uvisse, om Weiss, der også tidligere har varetaget hvervet som overborgmester i perioden efter Frank Jensens afgang, var klar til at fortsætte som overborgmester i København frem til det kommende kommunalvalg i efteråret 2025.
Lars Weiss oplyser da også til TV 2 Kosmopol, at valget ikke har været helt nemt denne gang.
- Det har været svært, fordi jeg efter sommerferien meddelte, at jeg ikke var kandidat til næste valg
- Ikke at jeg var på vej til at trappe ned, men jeg havde bestemt ikke tænkt, jeg skulle være overborgmester, så det har været en mental omstilling.
Spørg Os - Afstemning
_
Lars Weiss bekræfter over for TV 2 Kosmopol, at valget af netop ham som overborgmester var afgørende for at partierne på rådhuset ikke skulle ud i en ny konstituering - ligesom medierne TV 2 og Ekstra Bladet erfarede tidligere onsdag.
- Det var mig eller en omkonstituering, og det har lagt et pres. Det skulle ikke være det, der gjorde, at Socialdemokratiet mistede overborgmesterposten i København, siger Weiss og peger samtidig på Pernille Rosenkrantz-Theil som Socialdemokratiets næste bud på en permanent overborgmester.
Samtidig understreger han, at det fortsat er den store valggruppe, som skal blive enige om at vælge ham til ny overborgmester.