Oversigt

Seneste nyt

Nu reagerer Tivoli på nyt bypark-projekt

Vesterbrogade ved Tivoli bliver i seks måneder omdannet til et midlertidigt byrumsforsøg, og det kan kun gå for langsomt med at få gjort forsøget permanent.

Det mener direktør i Tivoli, Susanne Mørch Koch.

- Vi ser meget gerne, at byparken bliver til virkelighed. Det lyder som et interessant tiltag, at der forsøgsmæssigt etableres et midlertidigt byrum på Vesterbrogade mellem Bernstorffsgade og H.C. Andersens Boulevard i 2026. Det vil forhåbentlig bringe os tættere på en ny bypark i København. Vi ser meget frem til det videre forløb, siger Susanne Mørch Koch til TV 2 Kosmopol.

I det nye budget for 2025 har partierne bag aftalen besluttet, at der skal etableres et bilfrit byrum på Vesterbrogade mellem Bernstorffsgade og H.C. Andersens Boulevard. I første omgang er det et midlertidigt byrumsforsøg, der skal køre fra maj til og med oktober i 2026.

Det vil "utvivlsomt" blive en gevinst for både Københavnerne og de, som besøger hovedstaden, lyder det fra Tivoli-direktøren. 

Formanden for KCC, handelstandsforeningen i Indre By, Michael Gatten, er enig i, at projektet skal gøres permanent. Han håber også på endnu mere udvikling i området. 

- Samtidig bør forsøgsperioden også være startskuddet til en langt mere optimal infrastruktur i hele det smukke forlystelsescentrum for både Tivoli, Palads, Cirkusbygningen og øvrige aktører i området, siger Michael Gatten til TV 2 Kosmopol.