Oversigt

Seneste nyt

Nu træder nye regler for brændeovne i kraft i København

Københavns Kommune har vedtaget nye regler og krav for brændeovne og pejseindsatse, som nu træder i kraft.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

De nye krav betyder, at ældre brændeovne og pejseindsatse fra før 1. juni 2008 skal sløjfes eller udskiftes inden for de kommende 12 måneder.

Regelændringerne sker ifølge kommunen i et forsøg på at nedbringe luftforureningen i København. Ældre brændeovne udleder ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen op til fem gange flere partikler end nyere ovne.

De nye krav omfatter hele Københavns Kommune, herunder også kolonihaver og husbåde.

Københavns Kommune anslår, at godt 3.000 brændeovne og pejseindsatse vil være omfattet af de nye regler.