Det er noget galt med reglerne, når cykler må holde på bilers parkeringspladser.
Det mener Socialdemokratiet på Københavns Rådhus, efter det kom frem, at det er fuldt ud lovligt, at én cykel kan optage en parkeringsplads for en bil.
- Parkeringspladser i byen er i forvejen en sparsom ressource, og hvis en bilparkering så tages af en cykel, så skaber det ekstra pres, siger Niels E. Bjerrum (S), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Kosmopol.
Derfor vil Socialdemokratiet i København have lavet reglerne om, så eksempelvis ladcykler ikke længere må spærre parkeringspladserne.
Men det har vist sig at være sværere end forventet.
For det er nemlig færdselsloven, der bestemmer, om det er lovligt eller ej. Og siden en lovændring i 2014, har det ikke været muligt at lave kommunale undtagelser.
Derfor vil Socialdemokratiet nu forsøge at samle et flertal i Teknik- og Miljøudvalget til at få transportminister Thomas Danielsen (V) til at se på, om København kan få lov at regulere cykelparkering selv.
Hvis jeg eksempelvis var i klimabevægelsen, så ville jeg da knalde en masse cykler op på parkeringspladserne, så der ikke var plads til biler
- Det har været muligt at lave lokale reguleringer før, og derfor synes vi, det vil være fornuftigt at gøre igen, siger Niels E. Bjerrum.
(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)
Biler, cykler og ladcykler
Der findes omkring 745.000 cykler i København, hvilket betyder, at der er flere cykler end indbyggere.
Der findes omkring 140.000 biler.
Københavnerne ejer cirka 40.000 ladcykler, som fylder en del at parkere, men der findes kun 124 parkeringspladser til ladcykler.
Kilde: Københavns Kommune
Spørg Os - Formular
_
Cykler skal kunne opkræves parkeringsafgift
Det socialdemokratiske forslag bliver taget godt imod af De Konservative på Københavns Rådhus.
- Det vil vi hundrede procent støtte, siger gruppeformand Morten Melchiors (K), der også sidder i Teknik- og Miljøudvalget, til TV 2 Kosmopol.
Han frygter, at det kan skabe konflikter i bybilledet, hvis man ikke får ændret reglerne.
- Hvis jeg eksempelvis var i klimabevægelsen, så ville jeg da knalde en masse cykler op på parkeringspladserne, så der ikke var plads til biler. Altså, det er ikke en opfordring, men en frygt, siger han.
Hele diskussionen om cykler på parkeringspladser har faktisk også fået De Konservative til at stille deres eget forslag. De ønsker nemlig, at det skal være muligt at opkræve parkeringsafgifter for de cykler, der holder på bilernes p-pladser.
- Hvis cykler tager pladserne, så betyder det også, at vi kommer til at mangle en masse penge i kommunekassen, siger han.
(Artiklen fortsætter efter billedet.)
Københavns Kommune havde omkring 650 millioner kroner i indtægter fra parkering i 2022, viser tal fra FDM. Indtægter der kommer af både parkeringsafgifter og beboerlicenser.
Borgmester: Det er ikke den rette vej
Der kommer dog ikke opbakning til forslaget fra borgmesterpartiet Enhedslisten.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) vil ikke stemme for Socialdemokratiets ændringsforslag.
- Nogle gange kan der være behov for at få ændret reglerne lokalt, men i det her tilfælde skal vi bruge energien et andet sted – nemlig på at stille cykelstativer op flere steder, siger hun til TV 2 Kosmopol.
Så reglerne skal ikke ændres, så cykler kan forbydes at parkere på bilers parkeringspladser i byen?
- Nej, der kan jo være steder, hvor det giver god mening at parkere cykler, hvis parkeringspladsen ikke bliver brugt.
Men er der steder i København, hvor parkeringspladser står tomme det meste af tiden?
- Ikke mange, man København er stor, og de steder vil det give mening at sætte et cykelstativ op, så flere cykler kan bruge det, siger hun.
Teknik- og miljøborgmesteren tror ikke, at klimaaktivister vil misbruge retten til at parkere for at spærre byens parkeringspladser, som hendes konservative kollega frygter.
- Det her handler om, at vi skal se på løsninger i vores dagligdag. Jeg er nervøs for, at der kan komme mange konflikter, hvis man skal slås om de samme pladser, men derfor mener jeg også, at løsningen er, at vi generelt får skabt flere parkeringspladser til cykler i hverdagen.
Der skal stemmes om Socialdemokratiets forslag på et møde i Teknik- og Miljøudvalget mandag den 9. oktober, hvor cykler og pakeringspladser er på dagsordenen.