Ny forskning afslører pomfrit-luskere

Fødevarestudie på Københavns Universitet gør forskere bedre til at gennemskue, nøjagtigt hvad folk spiser.

Sundhed og fødevarer hænger uløseligt sammen.

Men for forskere, der arbejder med at finde ud af, hvad der er sundt - og hvad der ikke er, ligger der ofte en udfordring i analysearbejdet. Blandt andet fordi folk ikke er helt ærlige om eller ikke kan huske, hvad de præcist har spist.

Nu viser et nyt forskningsprojekt fra Københavns Universitet, at man med analyser af folks urin vil kunne kortlægge, nøjagtigt hvad de har spist.

I det nye studie afprøver forskere fra blandet andet Københavns Universitet en metode, der på sigt skal hjælpe forskningen til at validere, hvad der sker i menneskekroppen, når man indtager forskellige typer fødevarer.

- Mange mennesker glemmer- eller har ikke lyst til - at oplyse sandheden om, hvad de har spist, og derfor har vi fundet en metode, som via urinprøver undersøger, hvilke stoffer, der er tilstede i kroppen, når vi spiser forskellig mad. På den måde kan vi på sigt være med til at lave bedre og mere objektiv forskning, forklarer Cristian De Gobba, der er adjunkt på Institut for Fødevarevidenskab, i en pressemeddelelse Københavns Universitet.

Forskel på effekt af kogte kartofler og pomfritter

Sammen med amerikanske, italienske og danske forskere fra Institut for Idræt og Ernæring har Cristian De Gobba analyseret urinprøver fra 10 personer bosat i Danmark for at kortlægge, hvilke stoffer, der er tilstede ved indtag af kartofler, der er tilberedt på forskellige måder.

Og ja - forskerne er ved at nå frem til en analysemetode, så man ikke kan snige pommes frites ind sammen med salaten uden at blive opdaget.

Fem mænd og kvinder mellem 24 og 46 år fik i forskningsprojektet en særlig kostplan, de skulle følge i en uge.

Nogle skulle spise kogte kartofler, andre chips og andre igen pomfritter. Forskerne indhentede urinprøver fra deltagerne og undersøgte, om der var forskel på stofferne i urinen efterfølgende.

-Vi brugte metoden massespektrometri, der er en analytisk teknik, hvor man adskiller kemiske stoffer ud fra deres masse. Eksempelvis har sukker en anden masse end protein, forklarer Cristian De Gobba og tilføjer:

- Vi målte på massen af de enkelte molekyler, hvilket gjorde det muligt at analysere tusindvis af stoffer på én gang og opdele dem i forskellige grupper. Vores undersøgelse viste, at der er nogle stoffer, der er tilstede i højere grad for pomfritter og chips end for kogte kartofler.

Kan endnu ikke fastlægge, hvad der er sundt og usundt

Alligevel er der lang vej endnu, før forskere kan fortælle, hvad der er sundt - og hvad der ikke er.

For selvom der er indikationer på, at stofferne i den friturestegte mad er usunde for os, mangler de stadig meget viden for at kunne kortlægge sundhedseffekterne af stofferne, de fandt i urinen.

- Vi mangler at finde ud af, om stofferne er specifikke for kartoffelprodukterne, eller om de også findes i alle mulige andre opvarmede produkter. Vi kan heller ikke med sikkerhed sige, om de her stoffer indebærer en forhøjet risiko for helbredsproblemer, siger Lars Ove Dragsted, der er professor og sektionsleder på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Selvom flere studier er nødvendige for, at man helt kan bestemme sundheden af specifikke madprodukter, er den nye metode et lille skridt på vejen til bedre og mere valid fødevare- og ernæringsforskning.

- I fremtiden vil vores resultater forhåbentlig også kunne bidrage til en bedre forståelse af, hvad der sker med fødevarer, når de bliver opvarmede på forskelige måder, og hvilken effekt det har på vores sundhed, slutter Xiaomin Zhou, der er ph.d.-studerende og en af forskerne bag studiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik