Ole sagde sit job op for at leve langsomt

Ole Ditlev Nielsen har sagt sit job op for at leve langsomt. Han mener, corona har været en pauseknap, der måske kan få os til at se, at der er andre måder at leve på.

- Folk ser på en som om, man har kræft, hvis man siger, at man ikke har travlt, fortæller Ole Ditlev Nielsen.

Han er 46 år og sagde i 2014 sit job som underviser op for at leve langsomt.

Slow Living

Slow Living eller langsombevægelsen er en verdensomspændende bevægelse, som udgøres af tusinder og atter tusinder af mennesker, der har valgt at sige fra over for det moderne livs rasende tempo for i stedet leve et liv med mindre stress og mere mening.


Slow living er en livsstil. Det er en tilværelse, du kan vælge, hvor du sætter tempoet ned og prioriterer kvalitet over kvantitet. Hvor du siger fra over for det moderne livs rasende hastighed. Hvor du gør tingene rigtigt frem for at gøre dem hurtigt. Hvor der er mening og ro i din tilværelse.


Hvis du vælger at leve et langsomt liv, så handler det ikke om at løbe hurtigt, tjene en masse penge eller leve, som man tror, at andre synes, at den moderne tilværelse skal leves.


Det handler om at leve med mening. Om at mærke jorden under dine fødder. Om at være i balance.


Læs meget mere på Ole Ditlevs blog 20skridt.dk

Siden da har han brugt sin nyvundne tid på at skrive, holde foredrag og bygge LEGO med sine børn. Og på at drikke en masse kaffe.

- Jeg tror, at hvis vi tager os god tid til tingene, så oplever vi mere nærvær, dybde og kvalitet i vores liv, fortæller han.

Han har bloggen "20 skridt", hvor han giver tips til, hvordan vi kan leve et liv, der er langsommere og mere i balance.

- Livet må aldrig handle om at overleve til på fredag. Det gør det for alt for mange, og det er derfor, at det er så vigtigt for mig at formidle, at der er en anden vej. At vi kan vælge og prioritere anderledes, så vi oplever mere ro, balance og tid til det, der betyder noget for os.

Du kan møde Ole Ditlev Nielsen i videoen i toppen af artiklen.

Spørg Os - Afstemning

_