Overblik: Forstå sagen om Cecilia Lonning-Skovgaard på to minutter

Sagen om Cecilia Lonning-Skovgaard vokser sig større og større. Få det fulde overblik over sagen her.

Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V) er kommet i alvorlig politisk modvind.

Mandag er hun sågar selv på dagsordenen ved et møde i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

Det sker efter, at flere medier den seneste uge har beskrevet, hvordan hun blandt andet har underløbet egne embedsfolk, mens hun selv offentligt har indrømmet, at hun har brug for hjælp til at tøjle sin hårdhændede adfærd.

I tidslinjen herunder har vi samlet de vigtigste punkter, så du  kan få det et overblik over, hvad sagen om Cecilia Lonning-Skovgaard egentlig drejer sig om, og hvordan den har udviklet sig, siden den begyndte at spire tilbage i oktober.

Forstå sagen om Cecilia Lonning-Skovgaard


Kilde: TV 2 Lorry, Ritzau, Politiken, Berlingske, DR.

  • 14. oktober 2021

    Kritik af jobcenter-indsats

    Det vækker opsigt og kritik, da Berlingske via aktinsigter beskriver, at jobcentre i København ikke har henvist ledige til jobs.

  • 14. oktober 2021

    Fagdirektør i forvaltningen frataget sin stilling

    Samme dag som Berlingske afslører, at jobcentrene i København ikke har leveret som påkrævet, vælger Cecilia Lonning-Skovgaard at fjerne jobcenterdirektør, Marianne Sørensen fra stillingen.

  • 4. november 2021

    Partier afkræver borgmester svar i sag om jobcenter

    SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre beder Cecilia Lonning-Skovgaard om at stå skoleret på et møde i Borgerrepræsentationen i forbindelse med sagen.

    Læs hele historien her.

  • 16. november 2021

    Kommunalvalg

    Cecilia Lonning-Skovgaard får ved kommunalvalget den 16. november 2.954 personlige stemmer. Ved den efterfølgende konstituering bliver hun valgt som beskæftigelses og integrationsborgmester for de næste fire år.

  • 13. januar 2022

    Forvaltningsdirektør stopper i København

    Den administrerende direktør i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning, Line Nørbæk, stopper. Hun skriver selv på LinkedIn, at borgmesteren har ønsket en anden profil på posten.

    Line Nørbæk meddeleler via sin fagforening DJØF, at hun ikke har yderligere kommentarer til sit opslag fra LinkedIn. DJØF bekræfter, at de er gået ind i sagen og vil bistå med at forhandle en fratrædelsesaftale på plads.

    Cecilia Lonning-Skovgaard har ingen kommentar til sagen.

    Læs mere her.

  • 14. januar 2022

    Ledelsesstil kritiseres i åbent brev

    Berlingske fortæller, hvordan et større antal ansatte kritiserede borgmesteren for hendes ledelsesstil.

    Det skete i et åbent brev, som Djøf og HK havde skrevet på vegne af medarbejderne. I brevet skulle det ifølge Berlingske komme til udtryk ved, at medarbejderne blandt andet var utilfredse med fyringen af forvaltningens nu tidligere administrerende direktør Line Nørmark.

  • 1. februar 2022

    Borgmester underløb embedsfolk og hyrede egne advokater

    Politiken afslører, at Lonning-Skovgaard (V) har underløbet embedsfolkene i sin egen forvaltning og fået eksterne advokater til at undersøge embedsfolkenes håndtering af sager om aktindsigter, efter at hun havde været lodret uenig i flere af afgørelserne.

  • 1. februar 2022

    Partier retter skarp kritik af borgmesteren

    Ifølge DR udtrykker syv politiske partier på Københavns Rådhus kritik af borgmesterens ledelsesstil i en fælles udtalelse.

    De syv partier bag den fælles udtalelse er Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og de Konservative.

  • 2. februar 2022

    Borgmester fortryder at have hyret advokater uden om forvaltning

    Cecilia Lonning-Skovgaard fortæller til Politiken, at hun fortryder, at hun har hyret advokater uden om forvaltningen.

  • 3. februar 2022

    Vil søge professionel hjælp til sin adfærd

    I et interview med Politiken erkender Cecilia Lonning-Skovgaard sin hårdhændede adfærd. Samtidig siger hun, at hun vil søge professionel hjælp.

    - At jeg får sat nogle flere ord på, så folk ikke tager anstød af det. Det er noget, jeg skal arbejde med nu og formentlig også skal have noget professionel bistand til, hvordan man forbedrer sig på det punkt, udtaler hun blandt andet til avisen.

  • 5. februar 2022

    Kommentator om borgmester: "Var hun minister, var hun kylet ud på stedet"
    Sagerne kan ende med at få fatale konsekvenser for borgmesteren, vurderer politisk kommentator Hans Engell overfor TV 2 Lorry.

    - Det er en rigtig alvorlig sag, der både politisk og juridisk er meget, meget besværlig. Hvis hun havde været minister, så var hun blevet kylet ud på stedet - formentlig af et flertal.

    - Det samlede billede er, at hun sidder med flere møgsager, som formentlig bliver forfulgt i Borgrepræsentationen - og i sidste ende kan føre til, at hun bliver tvunget til at gå af, siger han til TV 2 Lorry.

    Læs hele historien her.

  • 7. februar 2022

    Ombudsmand går ind i sagen

    Johan Busse, der er borgerrådgiver i Københavns Kommune, bekræfter i en udtalelse til Politiken, at den udskældte borgmester nu bliver hovedperson i en uafhængig undersøgelse.

    Det sker ifølge avisen på baggrund af, at en række anonyme embedsmænd har bidraget til en whistleblowerindberetning af, hvad de ser som flere kritisable forhold i forvaltningen.

  • 7. februar 2022

    Møde i Integrations- og Beskæftigelsesudvalget 

    Mandag eftermiddag er sagerne om Cecilia Lonning-Skovgaard på dagsordenen i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.

    Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger, vil forvaltningen her orientere om den videre proces, hvor Arbejdsmiljø København – der er en afdeling på tværs af forvaltningerne - går i gang med for at forbedre arbejdsmiljøet i forvaltningen.

    Derudover vil Cecilia Lonning-Skovgaard redegøre for forløbet omkring de eksterne advokater, som Politiken tidligere har beskrevet, at hun har hyret.

  • 7. februar 2022

    Lonning-Skovgaard efter flere dages kritik: "Jeg genkender ikke det hele"

    Efter et møde i Integrations- og Beskæftigelsesudvalget, forholder Cecilia Lonning-Skovgaard sig til kritikken i et interview med TV 2 Lorry. 

    Her udtaler hun blandt andet, at hun ikke genkender hele kritikken. Læs alle borgmesterens svar her.


  • 1. marts 2022

    Endnu en direktør forlader forvaltningen

    Den konstituerede direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forlader sin stilling og tiltræder nyt job i Frederiksberg Kommune.

    Læs hele historien her.

  • Seks fagforeninger i åbent brev om borgmester: "Fuldkommen uacceptabel, krænkende adfærd"

    14. marts 2022

    En ny undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø blandt 200 medarbejdere i centralforvaltningen i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning viser sig at være rystende læsning.

    188 ud af de 200 medarbejdere havde deltaget i undersøgelsen, der er gennemført af Københavns Kommunes eget arbejdsmiljøkontor, Arbejdsmiljø København.

    24 svarede ja til, at de inden for et år havde været "udsat for krænkende adfærd fra enten borgmesteren eller øvrig politisk ledelse" i forvaltningen.

    15 medarbejdere svarede , at det stadig finder sted.

    Og det fik seks fagforeninger til at kræve øjeblikkelig handling i et åbent brev, der indledtes med ordene:

    - Undersøgelsen dokumenterer fuldkommen uacceptabel, krænkende adfærd fra borgmesterens side.

    Læs hele historien her.

  • Kolleger forholder sig til borgmesters krænkende adfærd: "Forfærdeligt og på ingen måde acceptabelt"

    15. marts 2022

    Seks medlemmer af Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg tager bladet fra munden og retter kritik mod Cecilia Lonning-Skovgaard efter offentliggørelsen af undersøgelsen.

    De peger alle på, at det er Venstre København, der skal afgøre, om borgmesteren skal blive siddende på sin post.

  • Cecilia Lonning-Skovgaard trækker sig

    15. marts 2022

    Cecilia Lonning-Skovgaard (V) forlader posten som beskæftigelses- og integrationsborgmester efter den massive kritik.

    Læs hele historien her.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik