Oversigt

Seneste nyt

Parkeringshus bliver et slaraffenland for dyr og planter

Parkeringshuse er normalt ikke noget, man forbinder med vildtvoksende planter og dyreliv.

Men det kan man gøre med det parkeringshus, som By & Havn nu åbner på Nordhavns Plads i København.

Det oplyser selskabet selv i en pressemeddelelse. Huset har plads til 238 biler, og op langs facaderne på bygningen er der plantet ikke mindre end 1.240 planter, der repræsenterer 42 forskellige arter, og mellem de mange planter er der opsat både redekasser til fugle og insekthoteller, der gerne skulle få huset til at summe af liv.

- P-hus Nordhavns Plads er et godt eksempel på, hvordan et parkeringshus også kan have grønne facader. De nøje udvalgte planter og deres placering er designet til at trives i Nordhavns unikke klima. Det er et mål for By & Havn, at vi skal reducere vores aftryk på klimaet, samtidig med at vi skaber både grønne og fællesskabsorienterede bykvarterer, der er gode at bo i. Det vil dette projekt i høj grad bidrage til, siger Anne Skovbro, der er administrerende direktør i By & Havn.