Oversigt

Seneste nyt

Parti ønsker flere privatskoler i Københavns Kommune

Det skal være nemmere at tænke privat- og friskoler ind i den kommunale planlægning.

Det skriver Københavns Kommunes beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken, i en pressemeddelelse til TV 2 Kosmopol. 

- Vi skal som kommune grundlæggende ændre vores syn på alternative skoleformer. Vi skal se på os selv som samarbejdspartner med frie grundskoler frem for konkurrenter, siger han.

Derfor stiller partiet forslag om, at forvaltningerne i Københavns Kommune skal undersøge, hvordan privat- og friskoler kan tænkes ind i arbejdet med lokalplaner for nye byområder. 

- Det skal være muligt at tænke privatskoler ind i byudviklingsområder som fx Nordhavn fra start, og kommunen skal have ret eller pligt til at reservere arealer til privatskoler, mener beskæftigelses- og integrationsborgmesteren.