Placering af ”skæve boliger” får beboere til at råbe op

Københavns Kommune vil opføre såkaldte "skæve boliger" til tidligere hjemløse klos op ad flere bosteder for handicappede og psykisk sårbare unge. Beboere er kritiske.

Der skal være bedre plads til de skæve eksistenser, som har svært ved at bo og indgå i almindelige boformer i København.

Derfor skal der bygges flere såkaldte skæve boliger i hovedstaden – og nu er kommunens indstilling til, hvor de kan være, klar.

Men det er ikke alle steder, udsigten til socialt udsatte beboere, som kan have en ”adfærd, der er svært forenelig med at bo tæt op ad andre; som har misbrugsproblemer og ofte også psykiske udfordringer”, som Københavns Kommune selv beskriver borgergruppen, hilses velkommen.

Det gælder eksempelvis blandt beboerne i området omkring Radisevej på Amager, hvor kommunens planer møder lokal modstand.

- Vi mener, at der vil ske en forrykning af den sociale bæredygtighed i området. Vi omfavner i forvejen herboende mennesker, som er udsatte eller har psykisk sygdom – eller bare er brugere af Sundbyvang, siger Jannie Vestergaard.

Hun er forperson for Husejerforeningen Arbejdernes Byggeforening Amager og en del af Borgerinitiativet Social Bæredygtighed Amager, som repræsenterer borgere i området omkring Sundbyvang i debatten om de skæve boliger.

De ti skæve boliger, som forvaltningen indstiller bliver bygget på Radisevej på Amager. Til venstre ses Sundbyvang, som er en del af Københavns Socialpsykiatri og blandt andet rummer over 100 beboere med både fysiske og psykiske lidelser.
De ti skæve boliger, som forvaltningen indstiller bliver bygget på Radisevej på Amager. Til venstre ses Sundbyvang, som er en del af Københavns Socialpsykiatri og blandt andet rummer over 100 beboere med både fysiske og psykiske lidelser.
Foto: Københavns Kommune

Klos op ad flere bo- og dagtilbud fra socialpsykiatrien

Sundbyvang er en socialpsykiatrisk afdeling under Københavns Kommune, som i forvejen huser over 100 borgere i både midlertidige botilbud til særligt sårbare unge og flere botilbud for voksne med udviklingshæmning, psykiatriske diagnoser og funktionsnedsættelser.

Derudover findes der også forskellige dagtilbud til borgere med handicap på Sundbyvang.

Og netop derfor mener beboerne i området, at opførelsen af skæve boliger er et fejlcast.

- Vi mener ikke, det er problemfrit at få skæve boliger. Vi frygter, at der bliver meget mere uro i området, og at det bliver en yderligere belastning af området, hvor der i forvejen tages sociale hensyn, siger Jannie Vestergaard, som understreger, at borgerne i høj grad sameksisterer på en god måde med beboerne og borgerne, som bruger Sundbyvang.

- Vi har spurgt, om der findes nogen erfaring med sameksistens mellem skæve boliger og andre sårbare grupper. Og der lød svaret, at det er der ikke, siger Jannie Vestergaard.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Glad for at tale om det

På Københavns Rådhus ser socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) med alvor på naboernes bekymring.

- Jeg er først og fremmest rigtig glad for at blive inviteret ud for at tale om det. Jeg vil gerne høre, hvad man tænker derude. Og jeg kan godt forstå, hvorfor de har en bekymring.

- Men jeg synes også at høre, at det ikke er den målgruppe, som de tror, der skal bo der. Beboere i skæve boliger er ikke farlige, de er ikke voldelige eller noget andet - de vil bare gerne holde sig for sig selv, siger borgmesteren til TV 2 Kosmopol.

quote Det er rigtig godt, at de kommer med deres bekymring nu

Karina Vestergård Madsen (EL), socialborgmester

Socialborgmesteren understreger, at området er blevet screenet af kommunen, før det nu præsenteres for politikerne. Som det eneste af de fem forslag til placeringer af skæve boliger skal der udarbejdes en ny lokalplan for området, hvis projektet skal realiseres.

Det er med andre ord meget tidligt i processen, og derfor er det endnu langt fra sikkert, at de skæve boliger netop på Radisevej bliver til virkelighed.

- Det er rigtig godt, at de kommer med deres bekymring nu, så vi kan have det med i processen fremadrettet. Så kan vi som politikere se på, om der er noget, som skal undersøges yderligere, før vi beslutter noget, siger Karina Vestergaard Madsen, og understreger at "dialog er den eneste vej frem her".

I første omgang skal politikerne behandle forvaltningens indstilling til placering af skæve boliger på fem lokationer i Københavns Kommune på mødet i Socialudvalget den 18. september.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik