Planer om biltunnel under H.C. Andersens Boulevard: Christiansborg kan ikke give klar besked

Transportordførere på Christiansborg vil vide mere om ‘Den Grønne Boulevard’, inden de afgør, om de vil støtte projektet med statsmidler.

I København er der planer om at bruge adskillige milliarder kroner på at danne Den Grønne Boulevard på det, der i dag er Bispeengbuen, Ågade, Åboulevard og H. C. Andersens Boulevard. 

Den larmende og forurenende biltrafik skal graves ned i en tunnel, mens grønne arealer og muligvis boliger skal springe frem på overfladen.

Det agter et flertal i Teknik- og Miljøudvalget i hovedstadskommunen i hvert fald at arbejde videre med - det besluttede de mandag

quote Det er hverken et ja eller nej

Thomas Jensen (S)

Det gigantiske byggeprojekt kan finansieres gennem vejafgifter og salg af byggegrunde, lyder nogle af forslagene fra politikerne.

Og så har andre politikere et ønske om, at staten vil være med til at betale regningen.

Men på Christiansborg er man dog ikke umiddelbart klar til at åbne checkhæftet - lige nu i hvert fald.

I Socialdemokratiet vil transportordfører, Thomas Jensen, først se vurderinger af trængselsforhold, samfundsøkonomi og klimapåvirkninger, før han træffer en beslutning.

- Jeg er meget tilbageholdende med at dele penge ud nu. Nu skal de i København bare fortsætte deres gode arbejde, og så må vi forholde os til det på Christiansborg, når de kommer med noget mere konkret. Så det er hverken et ja eller nej, siger Thomas Jensen til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Her er strækningen, som et flertal af politikerne i Teknik- og Miljøudvalget går efter at få gravet ned i en tunnel: Bispeengbuen, Ågade, Åboulevard og H. C. Andersens Boulevard.
Her er strækningen, som et flertal af politikerne i Teknik- og Miljøudvalget går efter at få gravet ned i en tunnel: Bispeengbuen, Ågade, Åboulevard og H. C. Andersens Boulevard.
Foto: Grafik: Louise Cassens/TV 2 Kosmopol

Skal prioriteres

I sommeren 2021 indgik et meget bredt flertal på Christiansborg en aftale om investeringer i infrastruktur frem til 2035. De mere end 100 milliarder i aftalen er allerede brugt, så hvis ‘Den Grønne Boulevard’ skal have støtte, skal et andet projekt pilles ud, mener Venstres transportordfører Peter Juel Jensen.

- Jeg er godt klar over, at København har særlige udfordringer, når det kommer til infrastruktur, men det må indgå i en større prioritering, siger Peter Juel Jensen.

Også han ønsker flere oplysninger om projektet og vurderinger af samfundsøkonomi, før end han kan udtale sig mere konkret.

- Men vi er klar til dialog, siger han til TV 2 Kosmopol.

I det sidste regeringsparti, Moderaterne, oplyser transportordfører Peter Have i en mail til TV 2 Kosmopol, at projektet “ser ud til at være et kommunalt anliggende.”

Dyre nedgravninger

I oppositionspartiet Det Konservative Folkeparti har transportordfører, Niels Flemming Hansen, svært ved at se projektet for sig.

- Vi skal have yderligere forklaringer på, hvordan det skal være til gavn. Vi er også ved at undersøge, hvad det koster at lave nedgravninger - og her kan vi se, at det i Danmark er dyrere end i Tyskland, hvor de blandt andet har gravet motorvej ned i Hamborg. Før vi kan tage stilling til noget i den stil, så skal vi kende prisen først, siger Niels Flemming Hansen.

På venstrefløjen afviser Alternativet allerede på forhånd at bakke op om projektet. De bryder sig ikke om, at projektet - som det ser ud nu - vil føre til en anelse mere biltrafik.

quote Som udgangspunkt er det ikke højt på vores ønskeliste

Christina Olumeko (ALT)

- Som udgangspunkt er det ikke højt på vores ønskeliste. Det vigtigste for os er at reducere biltrafikken i stedet for at permanentliggøre den, siger partiets transportordfører, Christina Olumeko.

Alternativet vil omvendt gerne bruge statspenge på at støtte delebilsordninger, offentlig transport og trafikøer - områder, hvor der lukkes for gennemkørende trafik. 

I den hollandske by Maastricht har man også gravet trafik fra en befærdet vej ned under jorden. Det kostede ni milliarder kroner - og det kan du læse meget mere om her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik