Politiet bekræfter: Tre personer er dræbt i skyderi i Fields
Flere personer er omkommet og flere personer er i kritisk tilstand.
En person har søndag aften dræbt tre personer i et skyderi i Field's.
Det bekræfter chefpolitiinspektør Søren Thomassen på et pressemøde.
- Vi har en situation, hvor vi har tre dræbte. Der er tale om en mand i 40’erne og to unge mennesker. Derudover har vi tre sårede, der er i kritisk tilstand. Derudover har vi flere sårede. Det er sådan situationen ser ud nu.
Sigtes for manddrab
Den mistænkte bliver fremstillet i grundlovsforhør i morgen, oplyser politiet.
- Han vil blive sigtet og fremstillet for manddrab, men igen, det kan ændre sig afhængig af vores efterforskning, siger Søren Thomassen.
Chefpolitiinspektøren fortæller samtidig, at den mistænkte var i besiddelse af et gevær og ammunition til geværet.
Politiet kender mistænkte perifært
Det er stadig politiets teori, at manden har handlet alene, men tager samtidig forbehold for, at der foregår en stor efterforskning, der kan afslører noget andet.
- Vi har indtil nu ikke kunnet påvise, at han har arbejdet sammen med andre.
- Indtil vi er helt sikre på, om den hypotese holder, kommer vi til at have en massiv efterforskning og tilstedeværelse i København.
Søren Thomassen adresserede også, at der på de sociale medier florerer rygter om, at drabet skulle være et racistisk eller et andet motiv.
- Det er der intet, vi kan bekræfte på endnu, siger han.
Samtidig oplyste chefpolitiinspektøren, at den mistænkte er kendt af politiet - dog kun perifært.
- Det er ikke en, vi kender for noget særligt, lyder det.