Politiet efter knivstikkerier: "Vi vil opfordre de her parter til at besinde sig"

Efter en bølge af knivstikkerier de seneste to måneder, opfordrer Københavns Politi nu unge, kriminelle grupperinger til at besinde sig.

Siden december har København været hårdt ramt af knivstikkerier. Der har været 17 episoder de seneste to måneder, hvoraf flest er sket på Amager og Nørrebro.

Også i denne weekend blev flere knivstukket. Først en 17-årig mand på Nørrebro lørdag, og dernæst en 18-årig mand i Vanløse søndag.

Københavns Politi fortæller, at nogle af de 17 episoder formentlig har en forbindelse, imens andre er isolerede sager. Politiet kan ikke komme nærmere ind på, hvilke sager, der er forbundet. 

- Ved nogle af dem kan vi sige, at det nok er en yngre gruppe mænd med tilknytning til kriminelle miljøer. Andre er simpelthen isolerede tilfælde, siger politiinspektør i Center for Borgertryghed, Tommy Laursen til TV 2 Kosmopol.

I forhold til de knivstikkerier, der fandt sted i slutningen af december og starten af januar, er der ved nogle af dem formentlig tale om hævnaktioner. Politiinspektøren kan ikke nævne de konkrete episoder. 

- Nogle af sagerne har haft forbindelse til de kriminelle miljøer, siger Tommy Laursen. 

Store konsekvenser 

Og politiet vil derfor gerne opfordre til besindelse. 

- Vi vil opfordre de her parter, der vil hinanden ondt, til at besinde sig. Der er store konsekvenser for de gerningsmænd, der på et tidspunkt bliver anholdt. De får nogle alvorlige straffe, og det går både udover dem, men også deres pårørende og hele lokalområdet, siger politiinspektøren. 

Samtidig vil politiet gerne understrege, at københavnerne ikke skal være nervøse for at færdes i det offentlige rum. 

- Det er helt uacceptabelt at alle de her knivstikkerier finder sted. Og jeg kan godt forstå, at det skaber utryghed. Men man skal som københavner ikke være nervøs for at færdes i det offentlige rum, siger Tommy Laursen. 

Københavns Politi har siden mellem jul og nytår haft en stor nærpolitimæssig indsats i gang for at skabe tryghed i København. Politikredsen indførte også en visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest 29. december. I zonen kunne politiet uden konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer. Denne zone udløb igen 19. januar. 

- Visitationszoner er et meget vidtgående begreb, og det rammer rigtig mange borgere. Det er et godt og konkret værktøj, men vi har ikke valgt at gøre brug af det igen endnu. Vi justerer dog hele tiden vores indsats.

Samtidig forklarer Tommy Laursen at både Københavns Kommune og Københavns Politi gør en indsats for at forebygge knivstikkerierne. 

- Vi prøver at gøre alt for at undgå, at de her parter ikke fortsætter deres konflikt i vores forebyggende indsats. Men det er vanskeligt at sige, hvad vi mere kan gøre. Samtidig efterforsker vi de her sager på højtryk for at finde frem til gerningsmændene, og vi vil naturligvis gerne høre fra vidner, der kan have oplysninger.

Få overblikket over de 17 sager i tidslinjen nedenfor. 

Knivstikkerier i København siden december


København har siden december haft 17 knivstikkerier - senest to i weekenden. Få overblikket i listen nedenfor.

  • 40-årig mand stukket ned på Amager

    5. december 2022

    æojoj

    En 40-årig mand bliver en mandag aften stukket med kniv på Herbergcentret Sundholm i København.

    Det oplyser Københavns Politi dengang til TV 2.

    Manden er alvorligt tilskadekommen og bliver bragt til Rigshospitalet.

    En 39-årig mand bliver anholdt.

  • Mand stukket ned på Amager

    19. december 2022

    Politibil

    En søndag aften bliver en mand bragt på hospitalet efter at være blevet stukket ned med en kniv på Amagerfælledvej på Amager.

    Det oplyser Københavns Politi dengang til Berlingske.

    Politiet giver sparsomme oplysninger i sagen. Det vides derfor ikke, hvor på kroppen offeret er blevet stukket, eller hvad motivet var.

  • 30-årig mand stukket ned på Amager

    23. december 2022

    ljnjn

    Lillejuleaften bliver en 30-årig mand stukket i maven med en kniv ved Peder Lykkes Vej på Amager.

    Politiet får anmeldelsen klokken 8.31.

    Offeret bliver efter overfaldet kørt på hospitalet for at blive opereret. Mandens tilstand er stabil.

    En 20-årig mand bliver anholdt i sagen. Den 28. december bliver han varetægtsfængslet foreløbigt i fire uger.

    Han bliver sigtet for forsøg på manddrab, men erkender sig kun skyldig i grov vold.

    Den anholdte forklarer i retten, at han havde aftalt at mødes med den 30-årige for at se på en cykel, som den 20-årige havde til salg.

    Da manden afslog at købe cyklen, kom de to op at skændes, og der opstod tumult.

  • To teenagere stukket ned i Nordvest

    24. december 2022

    joinjii

    Juleaften omkring klokken 21.00 bliver en 16-årig dreng og en 19-årig ung mand stukket flere gange på hjørnet af Tomsgårdsvej og Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.

    Dagen efter, den 25. december, har politiet endnu ikke noget muligt motiv.

    - Vi ved bare, at de er blevet overfaldet af mere end én gerningsmand, som er stukket af derfra - muligvis i bil, udtaler efterforskningsleder Anders Lykkegaard.

  • Mand stukket ned på Nørrebro

    26. december 2022

    vbcbvvb

    Københavns Politi får klokken 19.50 en anmeldelse om, at der har været et knivstikkeri på Bangertsgade på Nørrebro.

    En ung mand er blevet stukket ned og bragt til hospitalet. Han bliver herefter vurderet uden for livsfare.

    Den aften har politiet endnu ikke anholdt nogen gerningsmand.

  • Mand stukket ned på Frederiksberg

    26. december 2022

    fhnbgnf

    Lige før klokken 22.00, blot to timer efter knivstikkeriet på Nørrebro, bliver en ung mand stukket ned på Godthåbsvej på Frederiksberg. Han bliver efterfølgende vurderet uden for livsfare.

    Københavns Politi vurderer, at de to episoder ikke umiddelbart har nogen relation til hinanden.

    - Vi har ikke noget om motiv for nuværende, tilføjede vagtchef Henrik Stormer morgenen efter.

  • To mænd stukket ned på Nørrebro

    27. december 2022

    Griffenfeltsgade

    En tirsdag aften bliver to unge mænd på 20 og 21 år stukket ned på hjørnet af Rantzaugade og Griffenfeldsgade på Indre Nørrebro.

    Begge mænd bliver indlagt på hospitalet, hvor de er i stabil tilstand og vurderet uden for livsfare.

    Københavns Politi har dagen efter ikke anholdt nogen i sagen, ligesom at man heller ikke kan give et meningsfyldt signalement af en gerningsmand.

  • Teenager stukket ned på Nørrebro

    27. december 2022

    Rigshospitalet

    Københavns Politi oplyser, at et offer for knivstikkeri samme tirsdag selv mødte op på Rigshospitalet kort efter overfaldet.

    - Vi får en anmeldelse klokken 20.27 om, at en 19-årig mand har henvendt sig til Rigshospitalet med sår efter knivstik, fortæller Københavns Politi dagen efter.

    Den unge mand er ikke svært tilskadekommen og dermed uden for livsfare. Manden fortæller selv, at knivstikkeriet har fundet sted et sted på Nørrebro.

  • To personer stukket ned på Nørrebro

    2. januar 2023

    IMG_3893

    Omkring klokken 21.35 bliver to personer stukket med kniv på åben gade på Indre Nørrebro ved Åboulevard og H.C. Ørstedsvej.

    - Vi er massivt til stede. Der er ingen anholdte endnu, men vi arbejder på fuldt tryk og foretager alt det nødvendige, siger vagtchefen ved Københavns Politi til TV 2 den aften.

    Han oplyser desuden, at det ene offer blev behandlet på Rigshospitalets Traumecenter.

  • Politibetjent stukket ned på Amager

    4. januar 2023

    Moselgade

    Kort efter klokken 13.00 bliver en politibetjent stukket med kniv under en politiaktion på Moselgade på Amager.

    I forbindelse med aktionen bliver der afgivet skud mod gerningsmanden, som erklæres død. Det skriver Københavns Politi onsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

    Betjenten kommer alvorligt til skade under angrebet, men er uden for livsfare.

    Københavns Politi fortæller, at man ikke har mulighed for at kommentere hændelsen yderligere, men henviser i stedet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som hændelsen er overdraget til. Det er standardprocedure, at DUP efterforsker sager, hvor en politibetjent har afgivet skud.

    Københavns Politi oplyser, at man anser det for en isoleret hændelse, og at der ikke er nogen fare for de omkringboende. 

  • 32-årig stukket ned ved togstation

    5. januar 2023

    Knivstik ved Jyllingevej Station

    En 32-årig polsk statsborger er alvorligt tilskadekommen, efter at han bliver stukket ned med kniv omkring Jyllingevej Station i Valby. 

    Politiet anholder omkring klokken 08.40 en kvinde og to mænd i forbindelse med sagen. De tre anholdte og den forurettede er alle polske statsborgere.

    Politiet har ikke nogen nogen kommentar til relationen mellem de anholdte og de dræbte eller motivet til knivstikkeriet.

    Vagtchef Espen Godiksen siger dog, at der umiddelbart ikke er nogen sammenhæng mellem det, der har fundet sted torsdag morgen og de øvrige. 

    - Med hensyn til de verserende knivstikkerier er der ikke noget, der tyder på, at der er en sammenhæng, siger han.

  • 19-årig stukket ned ved Nørrebrogade

    9. januar 2023

    Knivstik på Nørrebrogade

    Københavns Politi er mandag eftermiddag til stede i forbindelse med et knivstikkeri ved Nørrebrogade.

    Det skriver politikredsen på Twitter

    - En 19-årig mand er blevet stukket, umiddelbart er han ikke i kritisk tilstand, lyder meldingen.

    Hvorvidt episoden har en relation til nogen af de øvrige knivstikkerier, vides ikke. 

  • 33-årig stukket ned på Amager

    17. januar 2023

    MMA03523

    En 33-årig mand bliver tirsdag aften stukket med kniv på Amager. 

    Hans tilstand er ukendt. 

    Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Kosmopol. 

    - Vi fik en anmeldelse om knivstikkeri klokken 21.27. Et stykke tid efter - klokken 21.40 - møder en mand op på Amager Hospital med knivstik, siger vagthavende Espen Godiksen til TV 2 Kosmopol.

    Politiet ved ikke yderligere om motiv. 

  • To personer stukket ned på Nørrebro

    27. januar

    nørrebrogade

    To personer på 21 og 23 år bliver stukket med kniv på Nørrebro.

    Københavns Politi er fredag aften talstærkt til stede på Nørrebrogade 53 ved Super Brugsen, efter en anmeldelse om knivstikkeri løb ind hos politiet klokken 18:53.

    Det oplyser Københavns Politi til Berlingske.

    »Vi konstaterer, at der er to personer, som er blevet stukket med kniv,« siger Martin Kajberg til Ritzau.

    Han kan ikke fortælle noget om gerningsmænd eller motiv.

  • Mand stukket ned nær Gothersgade

    27. januar 2023

    politi

    Senere på aftenen den 27. januar bliver en enkelt person stukket ned med kniv på Adelgade nær Gothersgade i det indre København. Offeret er ikke umiddelbart alvorligt tilskadekommet.

    Ved knivstikkeriet bliver én person anholdt, oplyser vagtchefen til DR.

    - På nuværende tidspunkt kender vi ikke motivet bag knivstikkerierne. Men der er på nuværende tidspunkt ingen indikationer på, at der skulle være en sammenhæng mellem de to hændelser, siger vagtchef Martin Kajberg.

    To dage efter - om søndagen - anholder Københavns Politi en 23-årig mand, der mistænkes for at være gerningsmand til knivstikkeriet fredag aften.

    Efter en form for uoverensstemmelse bliver offeret overfaldet med knytnæveslag og siden knivstukket. Det tydede ikke umiddelbart på, at vedkommende var alvorligt tilskadekommen, lyder det fra politiet lørdag morgen.

  • Maskerede mænd overfalder teenager med kniv på Nørrebro

    4. februar 2023

    sigurdsgade

    En 17-årig dreng bliver stukket flere gange med kniv og efterfølgende bragt til Rigshospitalet.

    Det sker på Sigurdsgade på ydre Nørrebro lørdag aften.

    Københavns Politi leder i den forbindelse efter to gerningsmænd.

    Det fortæller efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen natten til søndag.

    Han er uden for livsfare, og politiet har talt med ham kort.

    På baggrund af vidneudsagn og allerede indhentet overvågning kan politiet konkludere, at der er tale om to gerningsmænd.

    - Der er to gerningsmænd. Dem mangler vi. De var maskerede og iklædt mørkt tøj, men mere har vi faktisk ikke lige nu, siger Kenneth Jensen.

  • 18-årig stukket med kniv i Vanløse

    5. februar 2023

    Vanløse

    En 18-årig mand bliver stukket ned ved Buskager i Vanløse.

    Det oplyser Københavns Politi på Twitter. 

    - Vi er massivt til stede ved Buskager i Vanløse i anledning af, at en 17-årig mand er blevet knivstukket. Han er svært tilskadekommen og bragt til hospitalet, skriver politikredsen.

    Politiet korrigerede senere mandens alder fra 17 til 18 år.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik