Politiker mundlam efter ny spildevands-melding: “Jeg er ekstremt vred”

Jakob Næsager (K) har svært ved at forstå, hvorfor Hofor i første omgang har søgt om tilladelse til at udlede urenset spildevand i Øresund, når det nu viser sig, at udledning måske helt kan undgås.

En ny melding fra forsyningsselskabet Hofor om at udledning af spildevand i Øresund kan undgås, sender nu rystelser gennem Københavns Rådhus. 

Medlem af Borgerrepræsentationen for Det Konservative Folkeparti, Jakob Næsager, har således svært ved at skjule sin vrede.

- Jeg er ekstremt vred og skuffet. Både som politiker i København og som forbruger. At Hofor overhovedet kan få den tanke, at man ville hælde urenset spildevand ud i Øresund, når det ikke slet ikke er nødvendigt. Det er så dårlig stil.

- Jeg mangler næsten ord til at beskrive det, siger Jakob Næsager til TV 2 Lorry. 

quote Jeg er ekstremt vred og skuffet.

Jakob Næsager (K)

Transport af spildevand muligt

Vreden er blusset op, efter at Hofor i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag oplyser, at der er begrundet håb om, at man helt kan undgå en udledning af 290 millioner liter urenset spildevand i Øresund.

Hofor har oprindeligt fået tilladelse til at udlede de store mængder spildevand af Københavns Kommune i forbindelse med, at der skulle lukkes for en spildevandsledning som led i klargøring af et byggeri i Nordhavn. 

Udledningen skulle have været sat i været sat i værk 24. maj, men blev siden udskudt til oktober. Siden er kritikken haglet ned over Hofor, ligesom kommuner og organisationer har stået i kø for at tilbyde løsninger. 

Hofor oplyser nu, at man er ved at undersøge, om man kan rense spildevandet lokalt, og hvordan man kan transportere spildevandet. Desuden ses der på, om man kan lave nogle konstruktionsmæssige løsninger, omkring det Nordhavn-byggeri over spildevandsledningen, der skal laves.

Det er en transport af spildevandet, der lige nu virker som den mest oplagte løsning ifølge Hofor. 

Spildevand i Øresund

TV 2 Lorry har den seneste tid sat fokus på hovedstadsområdets store udledning af urenset spildevand i Øresund.

 

Sagen startede, da TV 2 Lorry kunne afsløre, at kommunerne København og Gentofte havde givet tilladelelse til at lede 290 millioner liter urenset spildevand direkte ud i havet over fem dage i maj som led i en byggemodningsproces i Nordhavn.

 

Efter sagen fik national og international opmærksomhed, valgte parterne bag - kommunerne, forsyningsselskaberne Hofor og Novafoss og bygherren AP Pension - at udskyde udledningen til oktober, hvor badesæsonen er overstået og miljøkonsekvenserne af udledningen er mindre.

 

Siden viste en aktindsigt, som TV 2 Lorry fik, at de 290 millioner liter spildevand blot er en dråbe i havet i forhold til den store udledning af spildevand, som hovedstadskommunerne leder ud i Øresund hvert år. Over en fireårig periode mellem 2014 og 2018 har Københavns Kommune alene udledt 35 milliarder liter urenset spildevand. For Gentofte er tallet 10 millarder liter.

 

Afsløringerne har fået danske såvel som svenske politikere samt miljøorganisationer og fagpersoner til at kræve handling, så udledningen mindskes.

 

Flere eksperter peger på, at udledning af store mængder spildevand er skadeligt for havmiljøet, især om sommeren, hvor næringsstofferne fra lortevandet skaber algevækst.

K: Stop for alt udledning

På Københavns Rådhus kan Jakob Næsager ikke forstå, at Københavns Kommune som medejer af Hofor vil finde sig i, at selskabet opfører sig, som de gør. 

- Til næste møde i Borgerrepræsentationen på torsdag har vi stillet forslag om at pålægge Hofor at indtage en anden stil i forhold til naturen. Vi vil give vores repræsentant i bestyrelsen en instruks om, at de ikke må medvirke til den her stil med at udlede urenset spildevand, siger Jakob Næsager.  

I sidste uge kunne TV 2 Lorry fortælle, at to rensningsanlæg i Københavns Kommune fra 2014 til 2018 har udledt 35 milliarder liter urenset spildevand til Øresund. 

I forhold til, hvad der ellers udledes af urenset spildevand, er denne sag med 290 millioner liter spildevand jo ikke meget?

- Der var engang, at man hældte olie i havet og sendte gift ud i luften. Tiden er løbet fra den slags. Uanset hvor store eller små mængder, der er tale om, siger Jakob Næsager, der slet ikke vil have rensningsanlæggene til at udlede nogen form for urenset spildevand.

Det skal ske i forbindelse med, at Rensningsanlæg Lynetten opgraderes og flytter til Hvidovre i 2027, lyder det fra Jakob Næsager. 

- Derfor er vi også nødt til at se på de rensningsanlæg, vi har nu. Vi er nødt til at inddrage deres tilladelser. Vi vil ikke længere have nogen som helst udledning til Øresund, siger Jakob Næsager. 

Frank Jensen: Udledning er aflyst

Overborgmester Frank Jensen (S) oplyser i en pressemeddelelse, at den planlagte udledning af spildevandet nu er aflyst.

- Nu forpligter Københavns Kommune og HOFOR hinanden på at forsøge at finde en løsning. Vi har kæmpet i årtier for at opnå det lækre, rene badevand i Københavns Havn, og det vil vi kæmpe videre for – derfor vil vi selvfølgelig undgå ethvert udslip, som vi selv har kontrol over, siger Frank Jensen.

Forsyningsdirektør i Hofor, Ole Adeler, siger til Ritzau, at man nu har fået “mange flere måneder til at gå ind i en proces og få det til at lykkes”.

Han afviser desuden, at Hofor har ændret noget på grund af det massive politiske pres, sagen har afstedkommet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik