Oversigt

Seneste nyt

Politisk analytiker forventer indkaldelse til pressemøde "i løbet af de næste par timer"

- Der er meget, der tyder på, at der bliver udskrevet valg i dag, siger TV 2s politiske analytiker, Jesper Vestergren.

Han tror, at det mest sandsynlige scenarie er, at der vil komme en pressemeddelelse fra Statsministeriet "i løbet af de næste par timer."

- Der er endnu ikke indkaldt til pressemøde, men det forventer vi, at der bliver, siger Jesper Vestergren.

Ifølge analytikeren vil der ikke stå særlig meget i indkaldelsen ud over et sted og et tidspunkt, og at statsministeren har en meddelelse.

- Så skal man jo bare lægge to og to sammen for at vide, at statsminister Mette Frederiksen vil udskrive valget senere i dag, siger han.

Derudover udløber den deadline, som Radikale Venstre har givet, i dag, hvilket også taler for en valgudskrivelse i løbet af dagen, mener Jesper Vestergreen.

Er der nogen som helst sandsynlighed for, at valget ikke bliver udskrevet i dag, så Radikale Venstre vælter regeringen?

- Al sandsynlighed taler for, at der bliver udskrevet folketingsvalg i dag. Der er ét lille men - og det er, at vi står i en meget svær situation både økonomisk og sikkerhedspolitisk. Kunne man tænke det scenarie, at der sker noget voldsomt - for eksempel, at noget af vores kritiske infrastruktur bliver angrebet, mens vi taler sammen, så vil Statsministeriet formentlig træde på bremsen, inden de sender pressemeddelelsen ud.