Den ligger i Lybækgade først på Amager. Lejligheden på 87m2 i en ældre rød ejendom, som 29-årige Emilie Von Kassebeer-Clemmensen og kæresten Christopher havde fået tilbudt af boligselskabet AAB.
- Situationen er, at vi har over 30 års anciennitet hos AAB, og vi får tilbudt en lejlighed, som er ideel for vores familie. Vi accepterer lejligheden og får at vide, at vi har fået den, men at der er nogle forbehold, fordi området er en risikozone. Derfor er der nogle skærpede kriterier. Vi havde overhovedet ikke forestillet os, at min barsel skulle være en hindring for at få tildelt en lejlighed, siger Emilie Von Kassebeer-Clemmensen.
Men det var lige præcis Emilies graviditet og barsel, som spændte ben for parrets drøm om et nyt hjem i lejligheden i Lybækgade.
Vi havde overhovedet ikke forestillet os, at min barsel skulle være en hindring for at få tildelt en lejlighed.
I løbet af sin graviditet bliver Emilie færdiguddannet som frisør. Og da hun er sygemeldt på grund af graviditeten den sidste halvanden måned inden barslen, modtager hun i samme periode sygedagpenge. Og fordi Emilie har været på sygedagpenge kort tid inden sin barsel, er hun helt ude af billedet til en lejlighed under sin barsel.
Det synes vi virker fuldstændigt grotesk og absurd, fordi jeg er jo på barsel, fordi jeg har været gravid.
- Det, synes vi, virker fuldstændigt grotesk og absurd, fordi jeg er jo på barsel, fordi jeg har været gravid. Vi synes, det er så ærgerligt, at vi falder mellem to stole. Det er så uheldigt, at jeg lige skal blive syg i halvanden måned - og konsekvensen er, at vi ikke kan få tildelt en bolig i flere områder i København.
Det handler om den to år gamle ghettoplan, som er vedtaget af et stort flertal i Folketinget.
En plan, som betyder, at københavnske boligselskaber har lavet en lang række regler for, hvem som må flytte ind i mange tusinde københavnske almennyttige lejligheder, der er udpeget som udsatte boligområder. Eller områder, som bare er i risiko for at ende som et udsat boligområde.
Og en plan, som var grunden til, at Emilie, kæresten Christopher og sønnen James altså fik nej til at flytte ind i lejligheden i Lybækgade.
Lejligheden i Lybækgade hører under boligselskabet AAB´s afdeling 15 og er på listen over de områder, som altså risikerer at udvikle sig til et udsat boligområde.
Og med ghettoplanen er der altså stram styring af, hvem som må flytte ind. Meningen er at undgå parallelsamfund. Og for at undgå det "er ansøgere på kontanthjælp, arbejdsløshedsdagpenge eller sygedagpenge udelukket fra at få en lejelejlighed i de berørte områder, mens ansøgere, der er i uddannelse eller arbejde og tjener mindst 19.500 kr. om måneden kommer frem i køen."
- Der står intet om barsel. Det er også derfor, vi var så chokerede over, at det var et problem, siger Emilie Von Kassebeer-Clemmensen.
Min kæreste har et supergodt arbejde, og jeg har også tænkt mig at vende tilbage til arbejde, så snart jeg er færdig med barsel.
Boligselskabet AAB har en lang række andre ejendomme i København, som ikke er omfattet af de skærpede regler. Alligevel var lejligheden i Lybækgade noget nær det optimale for Emilie og Christopher.
- Min kæreste har et supergodt arbejde, og jeg har også tænkt mig at vende tilbage til arbejde, så snart jeg er færdig med barsel. Vi kunne godt tænke os at bo, hvor vi er vokset op og tæt på vores familie og venner. Og tæt på den vuggestue og skole, som vi godt kunne tænke os, at vores søn skal starte i, siger Emilie Von Kassebeer-Clemmensen, som i dag sidder med en lidt speciel følelse.
Jeg er blevet kategoriseret som en borger af parallelsamfundet. Og det synes jeg er lidt specielt, fordi det var ikke lige noget, jeg havde set komme.
- Jeg føler, at jeg er blevet proppet ind i en boks, fordi jeg er på barsel - og ikke er på barsel fra et studie eller et arbejde. Jeg er blevet kategoriseret som en borger af parallelsamfundet. Og det, synes jeg, er lidt specielt, fordi det var ikke lige noget, jeg havde set komme, lyder det fra Emilie Von Kassebeer-Clemmensen.